Nu skal danskernes fiskeret være bæredygtig.

Nu skal danskernes fiskeret være bæredygtig.

I en stor tilrettelagt fælles kampagne under navnet ”De blå fisk”, sætter størstedelen af landets supermarkeder i denne uge fokus på bæredygtige fisk og fiskeretter.
Det er første gang på verdensplan, at så mange og konkurrende parter går sammen om at sikre flere bæredygtige fisk til forbrugerne. Det er Coop, Dansk Supermarked og Supergros, der til sammen står for størstedelen af landets supermarkeder, som er gået sammen med otte danske fiskeproducenter, Danske Fiskeres Producent Organisation (DFPO) og MSC om den første MSC-kampagne på dansk jord.

“Havets fisk er en naturressource, som vi ikke kan kontrollere udbuddet af på samme måde som med kød og grønt. Derfor udvider vi hele tiden sortimentet af MSC-mærkede fisk og håber med fælleskampagnen, at vores kunder også kan se det fornuftige i at vælge det ” blå alternativ ” og dermed sikre, at vores børn og børnebørn også i fremtiden kan købe vildtfanget fisk fra havet,” forklarer Søren Bo Christensen, indkøbschef i Dansk Supermarked.

Se efter det blå mærke
Målet med kampagnen er at fremme både antallet af MSC-produkter og kendskabet til det blå mærke, der sikrer at fisken ikke er truet, og at den kan spores hele vejen tilbage til det bæredygtige fiskeri, som har fanget den. For selvom en ny undersøgelse [ viser, at 35 procent af danskerne kender det blå logo med fisken og fluebenet, ved kun syv procent, hvad mærket står for.

Danskerne har allerede over 600 MSC-produkter at vælge imellem herhjemme. Nu skal de bare lære at kigge aktivt efter de blå fisk, når de handler ind. En opgave som MSC ser et stort potentiale for netop i Danmark, hvor forbrugerne er kendt for at være mijløbevidste og gå op i bæredygtighed.

Det er supermarkederne nemlig også begyndt at mærke, når det gælder varer fra havet:
”Kunderne spørger i stigende grad efter bæredygtige fisk og skaldyr ude i butikkerne. Derfor går vi sammen om at gøre det endnu nemmere at finde frem til de miljøvenlige alternativer. MSC-mærket er en effektiv måde at tage ansvar for havmiljøet på, når der er fisk på indkøbssedlen,” siger Sascha Amarasinha, kommunikations- og CSR-direktør i Coop.

Danmark satser på bæredygtigt fiskeri
Det er ikke kun de danske supermarkeder, der gør sig bemærket, når det kommer til indsatsen for bæredygtige fisk. Forandringen er også i fuld gang ude i de danske farvande, hvor tre fjerdedele af de danske fiskerier allerede er MSC-certificerede. Som det eneste land i verden har DFPO nemlig en målsætning om, at alle danske fiskerier, skal have det blå mærke.

Den bevægelse kan de danske forbrugere få til at gå endnu hurtigere, siger Karoline Rahbek, kampagnekoordinator i MSC:
”Hver gang vi som forbrugere kommer en blå fisk i indkøbskurven, får fiskere, producenter og forhandlere et endnu større incitament til at skaffe fisk, der er fanget med omtanke for livet i havet.”

Kilde: MSC.org
FiskerForum.com