EU og Norge er i konflikt med Island og Færøerne om adkomst til fiskeri i Nordatlanten. Nordisk Råds Miljøudvalg opfordrer på Rådets januarmøde 26/1 kraftigt parterne til at komme til forhandlingsbordet og finde en løsning, som sikrer bæredygtig udnyttelse af makrelbestanden – et fiskeri, som omsætter for milliarder årligt.
Der er kamp om fiskene i Nordatlanten. Mangel på samarbejde mellem på den ene side EU og Norge, på den anden side Island og Færøerne risikerer at lede til overfiskeri til skade for fiskebestanden
Parterne kæmper om kvoterne på makrel i Nordatlanten. Det internationale havforskningsråd (ICES) anbefaler en makrelkvote i de berørte farvande på 646.000 ton for 2011.
EU og Norge har indgået aftale om alene at optage 580.000 ton. Herefter har Island og Færøerne meddelt, at de vil optage henholdsvis 147.000 og 85.000 ton, alt i alt 166.000 ton over kvoten.
Det drejer sig om store beløb. Alene makrelfiskeriet omsætter for 10 milliarder danske kroner årligt.
– Vi må sikre naturressourcerne for fremtiden og også sikre, at internationale aftaler overholdes. Derfor vil vi som nordiske politikere kraftigt opfordre parterne i makrelkonflikten til at komme til forhandlingsbordet så hurtigt som muligt, udtaler Ann Kristine Johansson, formand for Nordisk Råds Miljøudvalg.
Udtalelsen fra Rådet sendes nu til de nordiske landes regeringer, Europaparlamentet, EU Kommissionen med flere.
Grundet klimaforandringerne bevæger en stadig større del af bestanden sig op i farvandet omkring Island og Færøerne.
På en konference om fiskeriet i Nordatlanten afholdt af Nordisk Ministerråd i september 2010 førte det blandt andet til forslag om at revidere aftaler om fiskeriet.
Alle de involverede lande har underskrevet FNs fiskeriaftale, som forpligter dem til at samarbejde for at sikre et bæredygtigt fiskeri.
Nordisk Råds Miljø- og Naturressourceudvalg opfordrer nu parterne til at respektere denne forpligtigelse og komme i gang med reelle forhandlinger om fremtidens fiskeri i Nordatlanten.