Dyrkning af blåmuslinger og søpunge på liner i vandet har et stort potentiale som lokale, proteinrige kilder til både human ernæring og bæredygtigt dyrefoder.
Men en markant produktionsfremgang vil uundgåeligt påvirke havmiljøet. En ny opsamling af den eksisterende forskning fra det norske Havforskningsinstituttet kortlægger nu miljøeffekterne for at klæde forvaltningen bedre på.
Placeringen er altafgørende
Ifølge havforsker Tore Strohmeier, der har ledet arbejdet, påvirker muslingeanlæggene miljøet både i selve vandsøjlen og på havbunden nedenunder.
Risikoen for negative miljøeffekter kan dog minimeres markant, hvis man vælger de helt rigtige lokaliteter:
- Bæreevne: Områdets naturlige vandudskiftning skal kunne bære mængden af opdrættede muslinger.
- Forvaltning: Myndighederne bør lave grundige foranalyser og udpege de mest velegnede zoner, før der udstedes tilladelser.
Behov for mere viden ved storproduktion
Forskerne understreger, at den nuværende viden er baseret på eksisterende anlæg. Hvis produktionen øges til et industrielt og storstilet niveau, kan der opstå nye, utilsigtede miljøeffekter i fjordene og de kystnære områder.
Mens datagrundlaget for blåmuslinger er relativt solidt, ved man stadig meget lidt om de miljømæssige konsekvenser ved storstilet dyrkning af søpunge. Rapporten skal fremadrettet fungere som et videnskabeligt værktøj til at sikre, at udbygningen af denne type marine råvarer sker i balance med det eksisterende havmiljø og kystfiskeri.
