Miljøstyrelsen har taget nye redskaber i brug – blandt andet en metode til habitatvurderinger og skærpede krav til rapportering. Samtidig ser EU nærmere på foderforbruget i akvakulturen, mens Miljøstyrelsen også arbejder efter en plan, der skal sikre, at alle afgørelser om havbrug er på plads senest i 2027.
Der er i dag 19 havbrug i Danmark, som både skal have en miljø-godkendelse og en placerings-tilladelse. Nu er der udviklet en metode til habitat-konsekvensvurderinger i marine områder, så vurderingerne kan gennemføres på et miljømæssigt forsvarligt grundlag.
I den forbindelse understreger Miljøstyrelsen, at havbrugene er reguleret efter Bekendtgørelse om havbrugsvirksomheders produktionsplan og indberetninger vedrørende egenkontrol.
Her stilles krav til indberetninger om produktionsplaner, udsætning af fisk, foderforbrug, sygdomsbehandling med medicin – samt en stramning af, hvordan udledningen af kvælstof og fosfor skal opgøres. Det giver styrelsen bedre mulighed for at føre effektivt tilsyn, uanset om et havbrug drives på baggrund af gamle tilladelser eller nyere miljøgodkendelser.
Arbejdet med at træffe afgørelser i de enkelte sager er i gang og forventes afsluttet i 2025, 2026 og 2027. Tidsplanen afhænger dog også af en igangværende retssag i Østre Landsret, der handler om, hvordan EU’s regler om naturbeskyttelse skal tolkes i forhold til eksisterende havbrug.
»Det har taget længere tid end forventet, og der har været udfordringer. Men vi har nu en metode og en plan, og senest i 2027 forventes der at være ryddet op i tilladelsessituationen. Det handler både om at sikre miljøet og om at skabe retssikkerhed for havbrugene,« siger Sanne Gärtner, kontorchef i Miljøstyrelsen.
Miljøstyrelsen har indtil nu foretaget habitatkonsekvens-vurderinger for 11 havbrug
- Fem af vurderingerne viste, at de pågældende havbrug ikke kunne fortsætte på deres nuværende placering, da driften kan påvirke Natura 2000-områder. Derfor har disse havbrug efterfølgende søgt om godkendelse til nye placeringer, og processen med både miljø- og habitatkonsekvensvurdering er sat i gang.
- De resterende seks vurderinger viste ingen væsentlig påvirkning af Natura 2000-områder.
- Det er målsætningen, at de sidste sager er afsluttet i 2027, hvis domstolens tidsplan holder.

EU ser på foder i akvakultur
Parallelt med Miljøstyrelsens arbejde gennemfører EU netop nu en undersøgelse om akvakulturfoder (Aquafeed). Målet er at indhente viden og erfaringer fra både akvakultur- og foderindustrien. Spørgeskemaet er rettet mod producenter og interessenter, og Kommissionen har forlænget fristen for besvarelser til den 31. august 2025.
Undersøgelsen giver branchen mulighed for at bidrage med praktiske erfaringer, som kan være med til at forme fremtidige politikker og initiativer for bæredygtigt foder i europæisk akvakultur.




















