Leder af redaktionen FiskerForum.dk
Det er efterhånden et velkendt mønster i den danske miljødebat. Når historier om tungmetaller i vandmiljøet rammer overskrifterne, rettes fokus hurtigt mod landbruget. Denne gang er det en rapport fra Aarhus Universitet, udarbejdet for Miljøstyrelsen, som danner grundlag for overskrifter om zink og kobber fra svinegylle.
Det er en relevant debat. Hvis landbruget bidrager til forurening af vandmiljøet, skal det dokumenteres og håndteres. Men samme krav bør også gælde alle andre væsentlige forureningskilder.
Hos FiskerForum.dk holder vi hverken hånden over landbruget, kommunerne, industrien eller myndighederne. Vores udgangspunkt er ét: Havmiljøet skal forbedres. Det er fiskernes arbejdsplads, livsgrundlag og fremtid. Derfor undrer det os, at rapportens nuancer næsten forsvinder i den offentlige debat. Overskrifter som »Svinegylle har forurenet vandløb i hele landet med tungmetaller« efterlader let det indtryk, at landbruget alene bærer ansvaret. Rapporten tegner imidlertid et mere nuanceret billede.
Den dokumenterer, at zink og kobber fra blandt andet husdyrgødning gennem mange år har bidraget til ophobning i landbrugsjord. Men den peger samtidig på, at Danmark mangler nationale opgørelser over en række andre betydelige kilder, herunder trafik, dækslid og bremseslid, som i blandt andet Holland er dokumenteret som væsentlige bidrag til udledningen af tungmetaller til vandmiljøet.
Samtidig savner vi, at medier og politikere retter samme opmærksomhed mod de problemer, som fortsat belaster fjorde og kystvande, når kraftige regnskyl medfører overløb af urenset spildevand. Her udledes blandt andet tungmetaller, PFAS, medicinrester, bakterier og andre miljøfremmede stoffer til vandmiljøet. Det er en belastning, som fortsat udgør en betydelig udfordring.
Også sagen om IWS ved Stignæs illustrerer, at komplekse miljøsager kan trække ud gennem mange år. Når miljøgodkendelser og myndighedsbehandling ikke afsluttes inden for rimelig tid, svækker det tilliden til myndighedernes evne til at håndtere alvorlige miljøspørgsmål.
For danske fiskere handler debatten ikke om at udpege én sektor som den store synder. Den handler om at få et sundt havmiljø tilbage. Fiskerne lever af havet, og ingen har større interesse i stærke fiskebestande, høj biodiversitet og rene farvande end dem, der arbejder på havet hver dag.
Derfor bør miljødebatten omfatte hele belastningsbilledet – ikke kun den del, der skaber de største overskrifter.
Bønderne fulgte reglerne – myndighederne kom for sent
En væsentlig del af debatten bygger på data, som stammer fra perioden før 2022, hvor medicinsk zink fortsat var tilladt i svineproduktionen. Siden er anvendelsen blevet udfaset efter gældende lovgivning.
Landmændene har anvendt de produkter og foderblandinger, som myndighederne har godkendt. Hvis myndighederne efterfølgende vurderer, at reglerne burde have været ændret tidligere, er det et myndighedsansvar. Det bør ikke føre til, at erhvervet alene gøres ansvarligt for konsekvenserne af regler, som staten selv har fastsat.
Det samme mønster genkender mange i fiskeriet:
- Hesterejefiskeriet ved Rømø blev standset på grund af langvarige myndighedsforhold omkring gamle miner.
- Muslingefiskeriet i Limfjorden har i længere tid været præget af usikkerhed, fordi den nødvendige kontrolplan endnu ikke er faldet endeligt på plads.
- Nu oplever landbruget en tilsvarende situation, hvor historiske forhold igen bliver centrum for den politiske debat.
Det rejser et principielt spørgsmål om myndighedernes ansvar for rettidig regulering.
Byernes miljøproblemer må ikke glemmes
Mens debatten koncentrerer sig om »historiske udledninger« fra landbruget, fortsætter de tilbagevendende overløb fra kloaksystemerne under kraftige regnskyl.
- Hvor ofte diskuteres de store mængder urenset spildevand, der ledes ud i fjorde og kystvande?
- Hvor ofte rettes opmærksomheden mod tungmetaller fra byernes afstrømning, mikroplast fra trafikken eller de mange kemiske stoffer, som traditionelle renseanlæg endnu ikke kan tilbageholde?
Det er problemer, som kræver meget store investeringer i infrastrukturen. Men netop derfor bør de indgå som en central del af den miljøpolitiske debat.
Det er efter vores opfattelse langt lettere politisk at rette fokus mod erhverv i landdistrikterne end at tage fat på de omfattende investeringer, som mange bysamfund står overfor.
Miljøpolitikken skal være konsekvent
Hvis målet er et bedre havmiljø, bør alle væsentlige belastningskilder undersøges, dokumenteres og reguleres efter samme principper.
Danske fiskere og landmænd har begge en interesse i et sundt havmiljø. Men de bør ikke opleve, at de alene bliver omdrejningspunkt for en debat, hvor andre væsentlige miljøproblemer får langt mindre opmærksomhed. Et troværdigt miljøarbejde kræver, at hele belastningsbilledet lægges frem – også når det peger mod problemer, som er både dyrere og politisk vanskeligere at løse.
Resumé af DCE-rapporten: Zink og kobber i vandmiljøet – Kilder, forekomst og den miljømæssige betydning (Aarhus Universitet, 2018)
Rapporten konkluderer, at dansk landbrug – især svineproduktionen – er den klart største kilde til ophobning af zink og kobber i danske landbrugs-jorder. Omkring 80-90 % af al tilførsel af disse metaller til landbrugs-jorden stammer i følge rapporten fra husdyrgødning, primært svinegylle.
Samtidig påpeger man i rapporten, at cirka 25 % af de undersøgte danske vandløb har biotilgængelige zinkkoncentrationer over miljøkvalitetskravet, hvilket indikerer en reel risiko for vandlevende organismer. Mere end 50 % af sedimentprøverne indeholder desuden zinkkoncentrationer, der kan udgøre en risiko for bundlevende dyr. For kobber blev der kun fundet få overskridelser af miljøkvalitetskravet.
Sammenligningen er metodisk problematisk, fordi den sammenholder målte eller estimerede udledninger til vandmiljøet fra renseanlæg med den samlede tilførsel af metaller til landbrugsjorden via husdyrgødning. Der sammenlignes således ikke to udledninger, men én udledning med én tilført mængde. Konklusionen om, at landbrugets bidrag kan være på niveau med eller større end renseanlæggenes, bygger derfor ikke på dokumenterede udledninger fra landbrugsjord, men på en efterfølgende antagelse om, at en vis procentdel af de tilførte metaller udvaskes til vandmiljøet.
Betyder det, at vi står over for en af Danmarks største miljøforureninger?
Rapporten siger ikke dette. Den dokumenterer, at der er et betydeligt og landsdækkende miljøproblem, som især vedrører zink, og at landbruget sandsynligvis er en væsentlig kilde. Men forskerne understreger også, at der mangler direkte danske målinger af, hvor meget der faktisk udvaskes fra markerne, og de efterlyser flere undersøgelser, før størrelsen kan fastslås med sikkerhed.
Igen antagelser og skøn – ikke nogen nye målinger, men istedet beregninger af gamle tal – en gennemsnitlig målt stigning på ca. 1 % for kobber og 3 % for zink over den seneste måleperiode (1998-2014) (Jensen et al 2016) altså 12 år gamle tal – endvidere foreligger der andre kilder til zink-forureningen, som påvist i en undersøgelse fra Holland, hvor den største transport-relaterede kilde for zink til overfladevand i Holland er udstødningsgasser og slid af dæk og bremser. Det er kilder, der også kan forventes at være målbare kilder i Danmark, omend der ikke foreligger data for dette. Nå nej – så er de bekvemt ikke medtaget – selvfølgelig. nej nej .. Men der er et skyggetal her, som muligvis kan forrykke overskrifterne i dagbladene – fra »Svinegylle har forurenet vandløb i hele landet med tungmetaller« til »Bilerne har forurenet vandløb i hele landet med tungmetaller«. (læs rapporten – Partikelforurening fra dæk, bremser og vejbane: En overset miljøpolitisk udfordring.) (engelsk).
Derfor vil det være forkert at kalde det en bagatel, men det vil også være fagligt forkert at opfatte dette, som én af Danmarkshistoriens helt store forureninger alene på baggrund af denne rapport. Den mest præcise konklusion er, at rapporten dokumenterer en omfattende, kronisk og sandsynligvis undervurderet tungmetalbelastning, hvor landbruget fremstår som en hovedkilde, og hvor påvirkningen flere steder er stor nok til at overskride de miljøgrænser, der skal beskytte vandløbenes dyr og planter.
Men hvis nogen bruger rapporten som dokumentation for, at »25 % af danske vandløb har målte biotilgængelige zinkkoncentrationer over grænseværdien«, så går de længere, end rapportens metode kan bære. Rapporten dokumenterer en modelbaseret risikovurdering baseret på målte vandkemiske data, ikke en direkte måling af biotilgængeligt zink.
Læs hele den videnskabelige rapport fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi »Zink og kobber i vandmiljøet«.
Leder af redaktionen FiskerForum.dk
