Debatten om hesterejefiskeri i Vadehavet har nået Folketingets samling, og ifølge formanden for Sydvestjysk Fiskeriforening, Thomas Rahbek Sloth, er det både relevant og positivt, at tysk forskning nu bringes direkte ind i de politiske forhandlinger.![I begyndelsen af april stillede Kristian Bøgsted (Danmarksdemokraterne) spørgsmål til fiskeriminister Jacob Jensen (V) om, hvad konklusionen er i det tyske »[Thünen Instituts projekt CRANIMPACT] Foto: Thunen](https://fiskerforum.dk/wp-content/uploads/Thunen-rapport-300x169.jpg)
I begyndelsen af april stillede Kristian Bøgsted (Danmarksdemokraterne) spørgsmål til fiskeriminister Jacob Jensen (V) om, hvad konklusionen er i det tyske »Thünen Instituts projekt CRANIMPACT« (tysk), der undersøger effekterne af hesterejefiskeri i Vadehavet.
Ministerens svar var klart: Forskningsresultaterne viser, at der samlet set ikke kan måles nogen tydelig og varig påvirkning af havmiljøet fra hesterejefiskeri. De steder, hvor der blev registreret påvirkninger af enkelte arter, var effekten kortvarig – højst 20 dage. Derudover fremgår det, at artsfordelingen i området varierer alt efter fiskeritryk, men uden tegn på langsigtet ødelæggelse.
Thomas Rahbek Sloth siger i en kommentar til Fiskerforum.dk, »Det er vigtigt, at Thünen Instituttets fagligt funderede resultater bringes ind i Folketingets forhandlinger. Det understreger, at hesterejefiskeriet ikke er ødelæggende for havmiljøet eller havbunden. Jeg sætter stor pris på, at Kristian Bøgsted har taget initiativ til at bringe rapporten ind i det politiske rum.»
Sloth, som også er formand for Hesterejeudvalget i Danmarks Fiskeriforening, fortæller endvidere til FiskerForum, at hesterejefiskeriet er omfattet en MSC-forvaltningsplan, der er med til at sikre, at der fiskes bæredygtigt på bestanden af hesterejer.
Sloth fremhæver også vigtigheden af, at fiskeriet taler med én stemme og fastholder det positive image, som fiskeri rent faktisk har. Ifølge ham er det afgørende, at fakta og forskning – som i CRANIMPACT-rapporten – danner grundlag for politiske beslutninger, og at fiskerne ikke bliver gjort til syndebukke uden grundlag.




















