Hanstholm Fiskeriforening stiller nu skarpt på de mange forskere, NGO’er samt miljøorganisationer og deres hær af eksperter, der kritikløst bringer overskrifter i medierne, med postulater, løse påstande samt til tider direkte løgnagtigheder, omkring dansk trawlfiskeri.
Som eksempel drager fiskeriforeningen Politikens artikel frem, som på deres forside fornyligt havde overskriften, »Fiskeri med trawl er fem gange så stor en dræber som det værste iltsvind«.
I dansk fiskeri har man efterhånden vænnet sig til, at når det handler om fiskeri med trawl, så gælder der andre regler for journalistik, end der gør for de fleste andre emner. Fiskeriforeningen har dog sjældent oplevet så voldsom en overskrift på så spinkelt et grundlag, som det er tilfældet her.
Overskriften og artiklen bygger i øvrigt på en rapport, som Danmarks Naturfredningsforening (DN) har fået Aarhus Universitet til at udarbejde. Den lokale fiskeriforening undrer sig for det første over, at Politiken i det hele taget ukritisk vælger at omtale rapporten, da der er tale om et bestillingsarbejde fra en interesseorganisation (DN). Man skal ikke længere tilbage end til november måned sidste år, før man hos samme avis, Politiken kunne finde den stik modsatte holdning. De fandt det stærkt kritisabelt og meget problematisk, at Danish Crown havde haft et lignende samarbejde med Aarhus Universitet om en klimarapport. (Det kunne man ikke dengang, men det kan man altså godt i dag.)
Derfor undre det Fiskeriforeningen endnu mere, da man ikke med et eneste ord nævner, at rapportens konklusioner er behæftet med »meget stor usikkerhed«.
Gentaget flere gange i rapporten fra Aarhus Universitet. Her skrev man Citat: »Trawlingens effekt på bundfaunaens samlede biomasse blev ikke undersøgt direkte, men blev beregnet ud fra tæthedsreduktionen og litteraturværdier. Beregningen, der er forbundet med meget stor usikkerhed, viser at op mod 1 mio. tons bundfauna forsvinder fra havbundens fødekæde årligt i Kattegat«. Bemærk – Hele fem gange bruger forskerne i denne rapport formuleringerne »usikkerhed« og »meget stor usikkerhed«, men dette ignoreres fuldstændig af journalisterne på Politiken – de nævner det ikke med ét ord.
Sandheden om tilstanden i Kattegat er, skriver Hanstholm Fiskeriforening i deres kritik, heldigvis langt mere nuanceret, end den fremstilles i Politikens artikel.
Som det også fremgår af rapporten fra Aarhus Universitet og Danmarks Naturfredningsforening (DN) har biodiversiteten i Kattegat været stærkt stigende de seneste 15 år. Flere af fiskebestandene er også i fremgang. Det viser tal fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES), der foreslår fiskekvoterne. Det gælder blandt andet bestanden af rødspætter.
Når det så er sagt, er Fiskeriforeningen enige i, at der er store miljømæssige udfordringer i vores indre farvande. Det skyldes først og fremmest, at man i årtier har set gennem fingre med den massive forurening af farvandene, der har fundet sted, og som vi nu betaler prisen for.
Hvis man derimod bilder sig selv ind, at et forbud mod trawlfiskeri er en mirakelkur, der pludselig vil få fiskebestandene til at vokse igen dramatisk – så tager man grueligt fejl. Det har forskere fra DTU Aqua for længst slået fast.
Sandheden om tilstanden i Kattegat er – heldigvis – langt mere nuanceret, end den fremstilles i Politikens artikel.