Folkene bag FN 445 »Caroline« har nu udviklet på et skylleanlæg ombord på hummertrawleren i snart et år og nu endeligt står det færdigt. Det er desuden også lykkedes at opnå patent på det, hvilket fiskeskipper Kjeld Madsen med »Caroline« syntes er stort.
Uden hjælp fra Nordland Automatic A/S ved Karl Jensen og hans dygtige medarbejdere havde vi ikke været der hvor vi er i dag. Så en stor tak lyder fra skipper og besætning på »Caroline« til Nordland for et fantastisk samarbejde og et veludført arbejde.
Anlægget er fortrinsvis beregnet til at håndtere og skylle jomfruhummere, men kan også bruges således det både håndterer og skyller jomfruhummere og konsumfisk.
Arbejdsprocessen ombord er blevet for en stor dels vedkommende automatiseret og dermed også betydeligt lettere. De mange og ofte tunge løft ombord, er afhjulpet fuldstændigt, hvilket klart har givet en gevinst rent arbejdsmiljømæssigt, med de helt rigtige ergonomiske løft, men også økonomisk, da man på dækket sparer en hel del arbejdstimer, men også en ekstra bonus med bedre afregningspriser, da hummerne hurtigere kommer på køl og dermed holder en fornuftig pris. Men ligeså vigtigt er, at besætningen får den fornødne hvile og derfor er veludhvilet til de næste slæb der skal foretages.
Skylleprocessen kan følges her på videoen
Processen er følgende: Hummerne eller konsumfisken bliver afleveret i et transport-rør med vand, hvorefter de fortsætter gennem røret og bliver skyllet og rengjort. Stigetransportøren sørger herefter for at vandet bliver ledt væk og hummer samt fisk køres op i konserveringskaret, hvor de opholder sig i ca. 6 minutter for efterfølgende at ende i kurven for enden af karet. Kurven er forbundet med en elektronisk vægt, der når det givne indhold er nået, stopper båndene i karet, hvorefter den fyldte kurv byttes om med en tom og processen genstartes.
Karet kan måske syntes lidt overdimensioneret, men det er et bevidst valg, for at kunne klare op til 300 kg i timen, så der ikke opstår flaskehalse i skylleprocessen.
Vejen igennem skyllerøret tager kun ca. 3 sekunder og betegnes derfor som værende både nænsom og skånsom overfor skaldyr og fisk, som altid ender op med et godt rengjort resultat, i de nærmest vedligeholdelsesfri forbundne rør og kar.
Nordland Automatic A/S har deltaget i udviklingen, med deres erfaring, knowhow samt ekspertise i projektering og udvikling, indenfor industrielle systemer. Yderligere informationer kan fås ved at Kontakte Karl Jensen på Nordland Automatic A/S +45 9631 2020.