Venstres folketingskandidat Amanda Heitmann kalder i ligefrem vendinger den nye fiskeriaftale for »et dårligt politisk håndværk og nærmest et frontalangreb på hele fiskeri-erhvervet«.
En holdning hun efterfølgende er blevet »hånet« for af Liberal Alliances Ole Birk Olesen. Men Venstre-profilen har køligt svaret tilbage: »Det er i blæsten, de stærkeste træer vokser.«
Men det fortæller nok lidt mere om Liberal Alliances Ole Birk Olesen, der med denne bemærkning »hold nu op en idiot!« istedet efterlader det indtryk, at hårde ord som denne nedladende kommentar, mere tyder på en usikkerhed og en følelse af, at ens egne argumenter ikke står stærkt nok alene, så Ole Birk Olesen her er tyet til hån i stedet for holdninger.
Men når et parti som Liberal Alliance, der ellers bryster sig af at ville give danskerne mere frihed, mindre stat og færre reguleringer, vælger at bakke op om en fiskeriaftale, der bl.a. forbyder trawl i hele Bælthavet og dele af Kattegat, samt detaljestyrer dele af erhvervet med støtteordninger, restriktioner og grønne ambitioner oppefra, så kan man med rette spørge: Hvor blev liberalismen af?
Aftalen indeholder godt nok en midlertidig lettelse i CO2-afgiften, hvilket man kan kalde en »gulerod«. Men det ændrer ikke ved, at staten med denne aftale griber aktivt ind i, hvordan fiskere må udøve deres erhverv, og det på en måde, der både vil ramme arbejdspladser i kystsamfund, men som også udfordre det frie valg og det frie arbejdsliv.
Det virker paradoksalt, at et superliberalt parti, som i andre sammenhænge kæmper for afbureaukratisering og individuelle frihedsrettigheder, nu står skulder ved skulder med Enhedslisten, SF og Alternativet og legitimerer en aftale, der i praksis kan føre til afvikling frem for udvikling i Udkantsdanmark.
Hvis man tror på frihed, må man også tro på, at de mennesker, der dagligt lever med og af havet, ved mere om fiskeri end embedsmænd i København. Det burde være Liberal Alliances naturlige udgangspunkt.
Man kan spørge Ole Birk Olesen og resten af LA: Er det virkelig liberalt at diktere, hvor og hvordan man må fiske og dermed risikere at kvæle det lokale erhvervsliv og årtiers viden og erfaring?
Hvis fiskeriaftalen er »en ny kurs«, så ligner den mest af alt et ideologisk u-sving for et parti, der burde stå vagt om friheden, også for dem med hænderne i garnene, ikke kun dem med hænderne på tastaturet.
Ny kurs for dansk fiskeri er grøn facadepolitik med katastrofale konsekvenser
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget indgik tirsdag den 2. juli 2025 en omfattende aftale om fremtidens fiskeri i Danmark. Med 37 initiativer sætter aftalen en ny retning for erhvervet, med ambitioner om både klima- og miljøhensyn, stabilitet og grøn omstilling.
Aftalen byder blandt andet på en suspendering af CO2-afgiften frem til 2029, hvorefter en gradvis indfasning begynder. Der afsættes 800 millioner kroner i støtte til den grønne omstilling, og hele Bælthavet samt dele afKattegat bliver fremover lukket for bundslæbende fiskeredskaber, herunder trawl.
Heldigvis mener alle ikke at aftalen er en sejr
Tværtimod, så er én af de mest markante kritikere Amanda Heitmann, folketingskandidat for Venstre på Fyn og tidligere rådgiver i EU for Asger Christensen (V), inden for landbrug, miljø og fiskeri. Hun mener, at aftalen ikke blot er problematisk, men at den direkte er skadelig.
»Den nye fiskeriaftale er ikke bare dårligt politisk håndværk. Det er et frontalangreb på et helt erhverv. En livsstil. Et livsværk,« udtaler Amanda Heitmann i et SoMe-opslag.
Heitmann retter især sin kritik mod trawlforbuddet i de indre danske farvande. Ifølge hende sker det uden et fagligt solidt grundlag og truer hele eksistensgrundlaget for små kystnære trawlfiskere.
»Man lukker det kystnære trawlfiskeri i indre danske farvande – uden solidt fagligt grundlag. At man alligevel lukker ned, er et alvorligt symptom på virkelighedsfjern skrivebordspolitik, uden forståelse for, hvad det betyder for dem, der lever af havet, med havet og ved havet,« lyder det.
Aftalen indeholder samtidig tiltag, der forsøger at imødekomme fiskerne. Blandt andet laves støtteordninger til de fiskere, hvor omstilling ikke er realistisk, og der afsættes 120 millioner kroner til grøn omstilling af både fiskeri og akvakultur. Det er dog langt fra nok, hvis man spørger Heitmann, der fremhæver, at aftalen ikke blot rammer fiskerne, men hele kystsamfund.
»Når man slår den lille fisker ihjel, forsvinder også fiskehandleren, isværket og hele livet på havnen,« skriver hun og peger på, at det er familier, der i generationer har levet af havet, som nu mister deres levebrød.
Heitmann kalder aftalen for »kynisk politik«, som i jagten på grønne overskrifter lader de menneskelige konsekvenser falde i baggrunden. Hun opfordrer til, at miljøminister Magnus Heunicke (S) møder de mennesker, som beslutningen rammer.
»Så kære Magnus Heunicke: Jeg vil gerne invitere dig til Bagenkop. Så kan du se de mennesker i øjnene, hvis livsgrundlag du fuldstændigt har revet benene væk under og deres familier.«
Aftalepartierne forsvarer beslutningen med henvisning til behovet for et sundt havmiljø, bæredygtighed og en langsigtet strategi, der skal sikre både biodiversitet og erhvervets fremtid. Men for mange fiskere og for Amanda Heitmann (V), fremstår aftalen som et eksempel på symbolpolitik og mangel på reel forståelse for, hvordan livet leves i de danske fiskerihavne.
