Hollandske bomtrawlere har nærmest indledt et veritabelt angreb på de stakkels rødspætter og dermed også de mindre fiskebåde i farvandet ud for Hirtshals.
Her kommer de store hollandske bomtrawlere meget tæt på land, da de i følge de internationale regler, stik vest ud for Hirtshals og nordpå har lov til at fiske kystnært og indtil 4 sømil fra land, fortæller Fiskeriinspektør Knud Pedersen til FiskerForum.dk.
Selvom det både er gererende og vanskeligt for de mindre både at manøvrerer mellem de til tider 6 til 7 store hollandske trawlere, der ligger og krydser rundt i en meget lille område, er det altså ikke ulovligt.
Fiskerikontrollen har egenhændigt sendt inspektionsskibet »Havternen« på kontrol i området, trods fartøjet overvejende foretager kontrol i de indre farvande, har man skønnet at behovet for øget kontrol ved Hirtshals var på sin plads. Her har det danske kontrolskib ligget siden mandag og onsdag foretog de en kontrol af en hollandsk bomtrawler, fortæller fiskeriinspektøren til FiskerForum.dk. Der var ikke noget at komme efter. De havde overvejende fladfisk ombord og reglerne var overholdt til punkt og prikke.
På spørgsmålet om hvad kontrollen kan gøre, fortæller Knud Pedersen, der har ansvaret for landkontrollen ved Fiskeriinspektorat Vest, at man som altid her får besked fra de hollandske trawlere, hvornår og hvor meget de lander i en given havn og hvad samt hvor meget de losser til de hollandske sættevogne. Kontrollen kan så på baggrund af meldepligten, alt afhængigt af travlhed og mængden af opgaver, afstedkomme en kontrol af det enkelte fartøj.
Fiskerikontrollen har med »Havternen« øget kontrollen i området og er dermed visuelt tilstede, hvilket gerne præventivt skulle have en effekt.
Men kontrollen er, som mange fiskere i området, overrasket over hvor mange hollandske bomtrawlere, der for tiden ligger tæt på Hirtshals og de bedste kystnære fiskepladser. Fiskepladser som rigtig mange mindre fiskefartøjer benytter sig af. Ud og hjem samme dag, hvilket i disse tider kan være svært, når de store hollandske bomtrawlere nærmest støvsuger havbunden for fisk. Til stor irritation for de mange lokale fiskere, der nu må se deres fiskemuligheder og dermed også deres indtjening falde i takt med mængden af bomtrawlere fra Holland.
Fisker Thomas Kristensen fra Thyborøn ligger med sin kutter L 40 »Sofie Albert« ud for Hirtshals og efter han havde en snak med én af de hollandske fiskere, som fortalte at han muligvis var årsagen til, at så mange hollandske bomtrawlere pludseligt så sig varme på området ud for Hirtshals. Den hollandske fisker havde i første omgang forsøgt sig længere ude med fiskeriet og det var først da han kom tæt under land vest ude for Hirtshals, at han på under en time kunne fange fyrre kasser, at det rygtedes blandt hollænderne. Og fuldstændigt som et fluepapir, kom der hurtigt yderligere 5 til 6 trawlere til, for at tage del i det gode fiskeri. I følge Thomas Kristensen kunne det meget vel være årsagen til den pludselige tilstrømning af store fartøjer i et forholdsvis lille område. Men ærgerligt, for det der bliver ødelagt nu kan have lange udsigter før det er genskabt.
Den vestjyske fisker vil her i weekenden atter forsøge at fiske tæt på Hirtshals og håber at der alligevel er fisk tilbage at fange.
Sagen med de hollandske bomtrawlere, bør have større politisk opmærksomhed, for de aftaler der ligger på fiskeriet mellem EU, Holland og Danmark trænger helt klart til en fornyet gennemgang.