Nogenlunde således udleder DR Nyhederne det i en artikel, om danske fiskeres bekymring for fremtiden, hvis briterne får held til, at hindre industrifiskeriet i britisk økonomisk zone og de samtidig forbyder trawlfiskeriet indenfor samme område.
Det vil få ganske store og katastrofale konsekvenser for dansk fiskeri, på både land og i vandet, hvis briterne får held af deres forehavende, skriver DR Nyhederne.
Især i Thyborøn, hvor mange er beskæftiget og tilknyttet industrifiskeriet på vandet og på land i fiskemels- og fiskeolie branchen, har det store konsekvenser. Her går fisker og reder John-Anker Hametner Larsen og sparker utålmodigt i støvet, for med cirka 30 ansatte i firmaet, ansatte som først torsdag den 15. april, må begive sig ud på tobis-fiskeriet, som ellers normalt starter den 1. april – ser det trist ud. For som han siger til DR Nyhederne, »Nogle af de 30 job kan være i fare, hvis vi holdes ude af britisk farvand. For normalt er april måned en travl tid på året, med rejser til og fra den britiske kyst efter tobis.«
Men indtil i dag, har John-Anker Hametner Larsen’s fem store industri-fiskerbåde ligget stille hen i havnen i Thyborøn. For tobis-sæsonen, som skulle være begyndt den 1. april, blev helt usædvanligt udskudt to uger, til den 15. april 2021 istedet.
Meget langtrukne forhandlinger efter Brexit
Trods flere ting er faldt på plads med Brexit-aftalen mellem Storbritannien og EU i december måned sidste år, er parterne endnu ikke blevet enige om den endelige aftale for britisk farvand i 2021.
Derfor ligger mange industrifartøjer fortsat ved kajen, med udsigten til endnu flere dage, inden man må fange den lille sølvglinsende proteinfisk. Udsigten til flere forhandlinger i de kommende uger skaber stor og berettiget bekymring, både hos fiskerne, men også for en lang række erhverv inde på land. Hvilket understreges af John-Anker Hametner Larsen der forklarer, »vi troede egentlig, at vi havde en Brexit-aftale med garanteret fiskeri i britisk zone, men nu står vi her. Vi ved ingenting om fremtiden.«
Det er blevet et sted med mange ubekendte og med en forhandlingspartner i briterne, der åbenbart springer fra aftalerne som en gazelle der forsøger at slippe væk og som derfor kan finde på hvad som helst. Det er ikke holdbart i længden.
Det drejer sig om omsætningskroner i millionklassen
Den lille proteinfisk tobis er i en opgørelse fra Københavns Universitet og Danmarks Fiskeriforening opgjort i perioden fra 2016 til 2018, at have bidraget med en årlig omsætning i fiskeriet på omkring en kvart milliard kroner. I denne periode fangede de danske fiskere i gennemsnit mere end 150.000 tons industrifisk i britisk farvand. Det vurderes at mellem 30 og 40 industritrawlere fanger industrifisk i britisk farvand og hertil kommer yderligre en 40 til 50 fartøjer, der indimellem besøger britisk farvand for også at fange deres del af industrifiskene her.
Ifølge fiskeri-organisationerne er den seneste udvikling i forhandlingerne mellem EU og Storbritannien, at briterne som et led i forhandlingerne ønsker at stoppe det danske industrifiskeri i britisk farvand.
Det er ikke mindre en skandale, at en forhandlingspartner som briterne således springer på målstregen. Det er ikke tre måneder siden briterne selv satte deres underskrift på en aftale med EU, at de europæiske fiskere skulle betale med, hvad der svarer til værdien af 25 procent af deres kvoter til briterne, for en rimelig adgang til britisk farvand, ligeledes skulle fangsterne i dette område gradvis reduceres indtil aftalen slutter i 2026.
Flere fiskere føler sig forbitret over briternes måde hvormed de løber fra en allerede indgået aftale, ved at ændre aftalens indhold, næsten inden blækket er tørt på papiret. Når aftalen ikke overholdes, bør briterne holdes til ansvar og skal derfor kompenserer eller rulle aftalen tilbage. Og det bør være både med de fisk som briterne »tiltuskede« sig tilbage i 1983, men også her senest med tildelingen af EU-kvoterne på de nordatlantiske arter. Det er på tide at man i EU smider fløjshandskerne, og kræver det som retteligt tilhører de europæiske fiskere, ellers bør man sætte hårdt mod hårdt og gøre det klart for briterne, at EU vil fjerne deres mulighed for at sælge deres vare i EU.