Tænketanken Hav peger på løsninger, der giver plads til både havnatur, havvind og et bæredygtigt fiskeri.
Det skriver de i en pressemeddelelse, hvor de omtaler tilslutning og bred opbakning fra sine medlemmer til 10 anbetalinger, der skal styrke naturbeskyttelsen markant og sikre bedre balance mellem beskyttelse og benyttelse af det danske hav. Med anbefalingerne viser Tænketanken Hav, at det er muligt både at beskytte havet bedre og sikre plads til aktiviteter som havvindmøller og fiskeri.
En ny analyse fra Tænketanken Hav viser, at der er behov for at styrke arbejdet med beskyttede områder på havet. Myndighederne har i dag udpeget 31,7 procent af Danmarks havareal som »naturbeskyttede havområder«. Men analysen fra Tænketanken Hav viser, at der mangler en rød tråd i forhold til, hvad der er tilladt i de naturbeskyttede områder og hvad der ikke er tilladt. Samtidig mangler der monitering og forskning i de danske beskyttede havområder.
På den baggrund har Tænketanken Hav beregnet, at det maksimalt er 8,3 procent af det samlede danske havareal, hvor naturen er reelt beskyttet. I dag er aktiviteter som fiskeri med bundslæbende redskaber, indvinding af råstoffer som sand, grus, olie og gas, dumpning af opgravet havnemateriale (klapning) samt etablering af havvindmøller og anlægsprojekter, tilladt eller planlagt i tre fjerdedele af de områder, der er udpeget som beskyttede. De nuværende naturbeskyttede havområder beskytter dermed ikke havnaturen tilstrækkeligt.
Ifølge analysen kan beskyttede havområder have markante positive effekter for havmiljøet og livet i havet, hvis de beskyttes reelt og effektivt. Det understøttes af international forskning og flere konkrete eksempler fra Norge, Sverige, Storbritannien og USA.
I forlængelse af analysen præsenterer Tænketanken Hav sammen med en lang række af sine medlemmer 10 konkrete anbefalinger og en handlingsplan, der skal sikre 30 procent reelt beskyttede områder af Danmarks havareal senest i 2030. Det skal skabe en rød tråd i arbejdet med marine naturområder og bedre beskyttelse af havnaturen. Anbefalingerne lander kort inden, at Folketingets partier skal forhandle en helt ny lov om natur og biodiversitet på plads.
Blandt anbefalingerne lyder det, at der skal fastsættes en ambitiøs, national beskyttelsesstandard for beskyttede havområder, hvor aktiviteter som f.eks. dumpning, ny infrastruktur, råstofindvinding, og fiskeri med bundslæbende redskaber ikke er tilladt.
Parterne anbefaler som et led i dette at indføre strengt beskyttede havområder, hvor naturen skal have førsteret, og stort set friholdes fra menneskelige aktiviteter.
Du kan læse hele pressemeddelelsen her, med citater fra Tænketanken Hav og medlemmernes kommentarer og bemærkninger til
den nye analyse.
- Læs pressemeddelelse fra Tænketanken Hav her »Store aktører på havet: Behov for en ny tilgang til naturbeskyttelse«
- Læs Tænketanken Havs analyse her
- Læs Tænketanken Havs anbefalinger her
Når vi taler naturbeskyttelse, må vi tale om hele billedet – også forurening, rovdyr og pres udefra
Debatten om beskyttede havområder kommer ofte til at fokusere på menneskelige aktiviteter som fiskeri med bundslæbende redskaber, råstofindvinding, klapning og udbygning af havvindmøller. Og det er rigtigt, at disse aktiviteter i dag er tilladt i tre fjerdedele af de områder, der officielt er udpeget som ”beskyttede”. Dermed giver de nuværende beskyttelser langt fra den reelle beskyttelse, som havnaturen har brug for.
Men samtidig er det et problem, at debatten ofte overser en række andre – og i mange tilfælde langt større – presfaktorer, som påvirker havmiljøet lige så markant som de aktiviteter, der foregår i havet.
For hvis målet er reel naturbeskyttelse, skal hele belastningsbilledet med. Og det er langt bredere end bundslæbende redskaber og havvind. Spildevand og kemisk forurening – et overset problem i beskyttede områder. Mens der diskuteres forbud mod fiskeri i beskyttede områder, løber enorme mængder spildevand fra både industri, byer, renseanlæg og overløb ud i de samme farvande.
Samtidig sender store floder som Oder, Wisła og flere tyske og baltiske vandløb enorme mængder:
- næringsstoffer
- kemikalier
- mikroplast
- miljøfremmede stoffer
- ud i Østersøen, som derefter bevæger sig gennem danske farvande og videre ud i Kattegat og ender i skagerrak og Nordsøen.
Det betyder, at Danmark står som »flaskehals« for ét af Europas mest forurenede havområder — uanset, hvad danske fiskere eller havvindparker måtte gøre eller ikke gøre.
At skabe beskyttede zoner i Danmark giver derfor begrænset effekt, hvis ikke man samtidig adresserer denne massive tilførsel udefra.
Skarv og sæler – naturlige rovdyr, ja, men også en presfaktor
Skarv og sæler er fredede arter, men deres voksende bestande har betydelig effekt på havmiljøet:
- de æder store mængder småfisk, yngel og krebsdyr
- de påvirker fiskeyngelens overlevelse i kystzonen
- sæler er kendte bærere af parasitter, som overføres til fisk
- parasitterne cirkulerer i økosystemet og svækker både fisk og biodiversitet
Et beskyttelsesområde mister sin effekt, hvis rovdyrene får lov at overforbruge økosystemets mest sårbare nøglearter. Det er en realitet, der ofte udelades i debatten om havmiljø.
Luftforurening – den skjulte belastning
Også atmosfæren spiller en afgørende rolle. En betydelig del af kvælstofbelastningen i havet kommer fra:
- landbrug i nabolande
- industri
- trafik
- international skibsfart
Denne luftbårne forurening »regner ned« i havet — selv i beskyttede områder, hvor ingen menneskelig aktivitet må finde sted.
Det betyder, at havet bliver overbelastet fra luften, selv når der indføres forbud på selve havet.
Havet kan ikke reddes, hvis vi kun beskytter det mod det, der foregår i havet
Når vi taler om nye beskyttede havområder, skal alle væsentlige presfaktorer med i ligningen. Ellers bliver indsatsen skæv — og i værste fald symbolsk.
Havmiljøets tilstand påvirkes af:
- fiskeri og råstofindvinding
- havvind og anlægsarbejde
- spildevand
- industriforurening
- udledning fra floder
- luftbåret kvælstof
- naturlige rovdyr som skarv og sæl
- cirkulerende parasitter
- klimaeffekter
Hvis naturbeskyttelsen kun adresserer én af disse faktorer — eksempelvis bundslæbende redskaber — vil havets samlede tilstand fortsat forværres.
Ægte beskyttelse kræver et helhedsbillede, hvor man ikke glemmer, at presfaktorerne kommer både fra land, fra luften, fra rovfugle og havpattedyr, fra klimaet og fra udlandet.
Det bør være grundlaget for enhver fremtidig plan for beskyttede havområder.
