Det er professor ved DTU Aqua og leder af sektionen for kystøkologi, Jens Kjerulf, der i et interview til TV2 Østjylland siger, at et forbud mod bundtrawl langs de østjyske kyster ingen reel betydning vil have på havmiljøet og havbunden her.
Derimod henviser den Aarhusianske hav-professor til en endnu større miljø-synder, nemlig den planlagte klapning i og omkring Aarhus Havns udvidelse. Dette sammen med udledningerne af kvælstof fra land, er efter professorens mening de største miljøsyndere i området.
Overfor TV2 Østjylland understreger han, at et trawl-forbud langs de østjyske kyster ikke vil have nogen betydning. Så han skyder de fem østjyske socialdemokratiske borgmestres forslag om trawlforbud i den østjyske del af Kattegat, fuldstændigt ned.
Professor Jens Kjerulf, som leder sektionen for kystøkologi på DTU Aqua, påpeger, at fiskeriintensiteten i området de seneste fem-seks år har været meget lav. Derfor vil et forbud kun påvirke en meget lille del af området i forhold til dets samlede areal, fastslår hav-professoren.
Til kritikken fra Hav-professoren fra DTU, forsvarer Jacob Bundsgaard i Aarhus, som én af de socialdemokratiske borgmestre sig med, at man udemærket er klar over, at havmiljøet ikke reddes af et trawlforbud alene. Dette er blot et sted at starte, siger han.
Med hensyn til udvidelsen af Aarhus Havn og den forestående klapning i bugten, ser borgmesteren helst at man helt kunne undgå dette. Men erkender at det er nødvendigt på længere sigt. Selv siger Jacob Bundsgaard til TV2 Østjylland, »Når vi laver en havneudvidelse, er det med til at give os en mere effektiv transport og en mere klimavenlig transport, og det er også en del af vores opgave«, siger Aarhus-borgmesteren.
SVM-Regeringen overvejer lige nu at indføre trawlfrie zoner i blandt andet Lillebælt, Storebælt og Langelandsbælt, men afventer en endelig rapport fra Fiskerikommissionen.