Har vi de politikere vi fortjener ?

Har vi de politikere vi fortjener ?

Dette spørgsmål har tidligere været oppe at vende, men nu her sidst i en klumme i Berlingske lørdag, hvor skribenten, iværksætteren og brandingeksperten Esther Dora Rado udfordrende skriver, »Vi må komme levebrødspolitikeren til livs.«

For selv i et demokrati som det danske, må man spørge sig selv om vi nu også har de politikere vi fortjener. For selvom vi bryster os af et demokrati, med et Folkestyre på 179 medlemmer der bredt repræsenterer et udsnit af den danske befolkning, så skurer det alligevel lidt i ørene, når forholdsvis unge politikere, der alle har en længere varende uddannelse, som enten Cand.Scient.pol. eller BA scient.soc. og Stud.scient.adm. samt Bachelor i offentlig administration eller kandidat i samfundsfag og sociologi samt måske en lederuddannelse i fagbevægelsen. Men næsten, for ikke at sige ingen har overhovedet erhvervserfaring fra livet udenfor Christiansborg, når vi kigger på ministre fra Socialdemokratiet eller ordfører fra de forskellige partier. Det er skræmmende få.

Den politiske elite har gennem forskellige politiske netværk konsolideret og styrket deres fællesskab, så man i dag næsten ikke kan få indflydelse på det politiske, uden i forvejen at have genneført en lang videregående uddannelse og med »venners« hjælp siden opnå et prestigefyldt embede som minister eller udvalgsformand for et specifikt fagområde. Et område der yderst sjældent befolkes af erfarne erhvervsfolk eller af folk der som et minimum, bare har 10 års erhvervserfaring.

Esther Dora Rado skriver videre i sin klumme, at netop dette forhold, burde ændres så kravene til vores politikere skulle være på linje med de krav vi stiller til vores ledere som bestrider topposter i andre erhverv. Det kunne blandt andet gøres ved at øge kravet til deres kompetencer og erfaringer, så beslutninger fremadrettet kan træffes på et mere nuanceret og oplyst grundlag.

Politikernes manglende og ringe erhvervserfaring ses hos erhvervs- og skatteministre, samt landbrugsminister der ikke har nogen nævneværdig erhvervsfaglig erfaring uanset partifarven.

Politikernes manglende og ringe erhvervserfaring ses hos erhvervs- og skatteministre, samt landbrugsminister der ikke har nogen nævneværdig erhvervsfaglig erfaring uanset partifarven.

Politikernes manglende og ringe erhvervserfaring, som man ser det hos erhvervs- og skatteministre, samt landbrugsminister der ikke har nogen nævneværdig erhvervsfaglig erfaring uanset partifarven.

En elite af politikere og embedsfolk med samme syn på sagen

 

Gennem årtier har erhvervsfolk og de, der holder hjulene kørende i Danmark, forsøgt at sætte fokus på problemet med politikernes manglende eller ringe erhvervserfaring. Såsom erhvervsministeren og skatteministeren, samt landbrugsministeren der ikke har nogen nævneværdig erhvervsfaglig erfaring.

Der burde være faglige krav, til enhver minister eller udvalgsformand, inden han / hun sætter sig i stolen for et specifikt fagområde. Med den fornødne grundviden og erhvervserfaring, står man langt bedre rustet og oplyst. Det er ikke altid nok, at embedsmændene med tilsvarende lange uddannelser, løfter de både »nye og grønne« politikere / ministre ind i fagområdet. Det kræver både kløgt og viden af den person, som skal være den øverst ansvarlige for et specifikt ministerium eller udvalg. Det kan senere få stor betydning for virksomheder eller organisationer, at det er den helt rigtige person der sidder i stolen.

Klummeskribenten Esther Dora Rado skriver videre i Berlingske, at mange i hendes generation tidligt aspirerede til at blive politiker, ganske parti-uspecifikt i øvrigt, og de blev alle anset som værende fantastisk ambitiøse, som alle klappede af. Klumme-skribenten ved ikke hvad der drev dem. Om det var en stærk tro eller blot en halvnaiv overbevisning om, at kunne ændre et land til det bedre, med beviset på en studentereksamen og elevrådspost under armen og ellers helt uden erfaring fra det virkelige liv. Uagtet at Folketinget i bedste fald burde repræsentere det bredde udsnit af befolkningen. I stedet er det blevet til famøse 15 minutters »fame« og drømmen om at være en del af det retoriske rotteræs, skriver Esther Dora Rado.

Kejserens nye klæder stunt
Hun føler at vælgerne kritikløst har ladet sig forføre af dette, som hun beskriver som »Kejserens nye klæder«-stunt. Med smarte replikker og spindoktor-hjulpet retorik, samt udfald på hinanden, med gennemskuelig og falsk appelleren. Man har fuldstændigt glemt hvori faren i den demokratiske opstilling vi har i dag er. En fare der giver os det vi har fortjent, hvis ikke vi stiller krav og er kritiske samt læser de politiker-CV’er der klart fortæller os hvem de mest egnede til jobbet som folkevalgte er. Gerne og selvfølgeligt inden vi stemmer på valgdagen, påpeger Esther Dora Rado.

Essensen i alt dette er, hvornår drejer det sig om Danmark og ikke om at en taburetklæbende politiker skal gøre karriere eller ej. Fald ikke for pladderromatikken, skriver klummeskribenten videre og henviser i den forbindelse til politikere der havner på de her genialt indlysende sammensatte poster, som eksempelvis fiskeri- og ligestillingsministeren der også har Nordisk Råd under sig. (Er det pga. kvotefællesnævneren eller hvad). Hvor man på forhånd ved, at jobbet alligevel helst ikke skal gøres, hvis det er for tæt på et valg, for Gud forbyde det, at modparten vinder og siden kan tage æren for det? Er det dér, det handler om Danmark. Et sted i krydsfeltet mellem genvalg og spænden ben for modparten?

Et cirkus og et spil for galleriet, som seriøse erhvervsfolk og forskere samt erfarne fagfolk ikke gider og som måske af samme årsag, ser vi ikke mange af disse kompetente og erfarne folk på posterne som enten ministre eller udvalgsformænd. Det er som klummeskribenten i Berlingske beskriver som et spil for galleriet. For det er ikke lønnen, men som hun siger, fingerpegningen, selvsmagningen, flosklerne, de latterlige opstillinger med 40 politikere presset ind foran et kamera på gangen på Christiansborg, så det ligner køen til toilettet på Roskilde Festival. Det er de åbenlyse selvmodsigelser i, når politikerne siger, vi skal arbejde længere, inden vi skal på pension. Det gælder bare ikke for dem selv. Det er »gamet«, fedtranden af spindoktorer og alt det pladder, der skal siges, før man kan komme til en pointe (tal nu normalt). Det er spillet for galleriet, der skal til for valg og genvalg, som gør politik og jobbet som politiker useriøs og uappetitlig for dem, der bare ønsker at løse en opgave.

Derfor understreger Ester Dora Rado, at politik ikke bør være en karriere. Tværtimod så bør det mere handle om at løse Danmarks udfordringer og problemer.

Så husk næste gang der er valg:

  • For det første må vi som vælgere sikre os, at vi lever op til det ansvar, demokratiet byder os – nemlig at gøre vores hjemmearbejde ordentligt, inden vi stemmer.
  • For det andet skal vi altså til at stille nogle forbandede klare krav til niveauet derinde og ikke lade os spise af med, at en tudsegammel grundlov skal forhindre forandring, så de kan blive ved med at udleve deres våde embedsvældedrøm.

Det er vores og folkets regering og de mennesker, som nu skal bygge Danmark 2.0 post-corona. For det er bydende nødvendigt, at Danmark må komme konceptet om levebrødspolitikere til livs, gerne før end siden.

Skriv et svar