Det er Havnen i Hanstholm der nu aktivt udbreder kendskabet til den igangværende havneudvidelse, fiskeriet og byen samt de mange andre spændende steder i og omkring Hanstholm. Informationer fortalt via info-tavler opsat på Havnen, tilsat spændende grafik og billeder samt film og udstillingseffekter.
Den aktive Havn håber på den måde at få mange til at kigge forbi til et forhåbentlig interessant besøg og få ny viden om Hanstholm Havn.
Så velkommen i de fire boxe, der hver især informerer om deres emneområde: 1) Den aktive havn; 2) Havnen udvider; 3) De friske fisk; 4) Mere om stedet.
Box nr. 2 er udarbejdet i samarbejde med entreprenør Per Aarsleff A/S, der står for udvidelsen af Hanstholm Havn, og PlanScape v. historiker Thomas Tram Pedersen har i samarbejde med Hanstholm Havn stået for tilrettelæggelse og produktion af indhold til den samlede udstilling.
I Info-Boxene er der store vinduer med en skøn udsigt over Hanstholm Havn – et godt supplement til formidlingen. Kig forbi, nyd udsigten og tag et hvil og måske en madpakke, på bænkene ved siden af Info-Boxene.
Formidlingen er på dansk, men tilgængelig på tysk via QR-koder på de enkelte informationstavler.
Info-Boxene er gratis at besøge og er tilgængelige indtil 30. september i tidsrummet 08.00 til 21.00 og efter den 1. oktober til 31. marts næste år, i tidsrummet 08.00 til 17.00.
Info-Box-projektet er tænkt som en forløber til en større projekt med titlen »Showroom for fiskeriet« og har afsæt i handlings- og idékataloget »Hanstholm og Havnen«. Kataloget handler om bosætning, turisme og erhvervsliv og er udarbejdet af CFBO i samarbejde med Thisted Kommune, Realdania og en projektgruppe med repræsentanter fra Hanstholm – herunder borgere, foreninger og virksomheder.