Af FiskerForum.dk
Af og til kan man få det indtryk, at dansk fødevareproduktion – hvad enten det handler om svin på land eller fisk i havet – er blevet en politisk kampplads, hvor virkeligheden på landet og til havs har svært ved at trænge igennem til Christiansborg og til kommentariatet i hovedstaden.
Den seneste debat om svineproduktionen, blandt andet udløst af kommentarer fra forfatter Mathilde Walter Clark, viser med al tydelighed, hvor dyb kløften efterhånden er blevet.
På den ene side står producenterne. Mennesker der arbejder om natten i staldene, der sejler ud før daggry i al slags vejr, og som lever af at producere de fødevarer, Danmark er blevet verdenskendt for. På den anden side står en voksende del af den politiske venstrefløj og et bybaseret meningsmiljø, som i stigende grad ser selve produktionen af fødevarer som et problem.
Et Danmark delt i to
Det er næsten blevet et billede på et Danmark delt i to.
På den ene side står Fyn og Jylland – der hvor landbruget, fiskeriet og fødevareindustrien stadig er fundamentet under lokale arbejdspladser og eksport. På den anden side står et politisk og kulturelt miljø centreret omkring København og dele af Sjælland, hvor fødevareproduktion ofte diskuteres mere som en moralsk eller ideologisk størrelse end som et erhverv.
Herfra lanceres forslag om alt fra markante reduktioner i svineproduktionen til nye begrænsninger for fiskeriet i form af naturnationalparker til havs og omfattende trawlforbud i områder som Bælthavet og Kattegat. Intentionerne kan være gode nok. Men konsekvenserne for de mennesker, der lever af erhvervene, fylder ofte mindre i debatten.
Når reguleringen bliver så tung, at erhvervene flytter
Der er en reel risiko for, at resultatet bliver det stik modsatte af, hvad mange ønsker.
Hvis rammevilkårene i Danmark bliver så tunge, at det ikke længere kan betale sig at producere fødevarer her, så flytter produktionen.
Svinene bliver produceret i andre lande.
Fiskene bliver landet i andre havne.
Men behovet for fødevarer forsvinder ikke.
I stedet mister Danmark arbejdspladser, eksport og selvforsyning – uden at verden nødvendigvis bliver hverken grønnere eller mere bæredygtig.
Fødevarer er også sikkerhedspolitik
Debatten kommer ovenikøbet på et tidspunkt, hvor Europa befinder sig i en usikker geopolitisk situation. Krige, handelskonflikter og ustabile forsyningskæder har gjort det tydeligt, at fødevareproduktion ikke kun er et spørgsmål om økonomi eller etik.
Det er også et spørgsmål om beredskab og forsyningssikkerhed. At kunne producere mad inden for egne grænser er ikke bare en erhvervspolitisk fordel – det er en strategisk styrke. Alligevel virker det nogle gange som om, netop dette perspektiv mangler i den danske debat.
Også fiskeriet mærker presset
Fiskeriet oplever i disse år en lignende udvikling. Flere og flere havområder foreslås lukket for fiskeri i naturens navn. Nye restriktioner på redskaber og fangstmetoder indføres eller diskuteres. Trawlforbud i Bælthavet og Kattegat er blot nogle af de seneste eksempler.
For fiskerne betyder det usikkerhed om fremtiden.
Ikke fordi erhvervet ikke vil bidrage til bæredygtighed – tværtimod har dansk fiskeri i årtier været blandt de mest regulerede og dokumenterede i verden. Men fordi balancen mellem naturhensyn og erhverv nogle gange ser ud til at tippe så langt, at det reelt bliver svært at drive en forretning.
Sjælland kan ikke leve af medicin alene
Danmark har i dag en stærk medicinalindustri, og den spiller en enorm rolle for landets økonomi. Men selv den mest succesfulde »pillefabrik« kan ikke bære et helt land alene.
Fødevarer vil altid være en af de mest grundlæggende produktioner i ethvert samfund. Derfor er det også værd at huske, at landbrug og fiskeri ikke kun er erhverv – de er en del af Danmarks fundament.
En arv værd at værne om
Danmark er blevet en fødevarestormagt, fordi generationer før os har opbygget viden, teknologi og traditioner inden for både landbrug og fiskeri.
Fra de jyske svineproducenter til fiskerne langs Vestkysten og i de danske farvande. Det er erhverv, der skaber eksport, arbejdspladser og liv i lokalsamfund over hele landet. Og det er erhverv, der hver dag leverer noget så grundlæggende som mad.
I en tid hvor verden bliver mere usikker, burde netop det være noget, vi værner om – ikke noget vi gør til politisk slagmark.
