På godt jysk – så fik fiskeriet en rigtig træls start på 2021, hvor der i slutforhandlingerne fuldstændigt gik politisk rævekage i den, frem for en balanceret aftale bygget på faktuelle og historiske realiteter.
Det skriver fire fiskeriformænd på Nordjyske.dk’s debatside.
Julen og nytåret gav ellers en længe ventede klarhed om briternes fortsatte tilhørsforhold til det Europæiske fællesmarked, og som fra flere sider er betegnet som en fremragende handelsaftale, som fiskeriet kan være tilfredse med, da der fortsat er adgang til at fiske i hinandens farvande.
Men denne udlægning af Brexit-aftalen er fiskeriet dog langt fra enige i og tilfredse med.
Fire formænd for Danmarks fiskeriforenings afdelinger; Hanstholm Fiskeriforening, Jan Hansen og Strandby Fiskeriforening, Claus Hjørne Pedersen samt Sdvestjysk Fiskeriforening, Jesper Juul Larsen og Thyborøn Havns Fiskeriforening, Alfred Fisker, skriver i et debatindlæg på Nordjyske.dk, »Vi fiskere takker ikke for Eu’s Brexit-svigt.«
Istedet påpeger de fire formænd overfor Nordjyske.dk på, at aftalen var den værst tænkelige julegave EU’s fiskere kunne få. Derfor står de jyske fiskeriformænd nu frem og kritiserer aftalen, som blev hevet i land i ellevte time.
Man kan godt forstå at Dansk Industri og Dansk Landbrug er glade for aftalen og det forstår de fiskeriformændene godt. Det er bestemt for dem, en rigtig god og fornuftig aftale. Men for fiskeriet er det en rigtig dårlig aftale, hvor der kommer en regning som skal betales, med store store konsekvenser for både fiskerne, fiskeindustrien og de fiskeriafhængige kommuner.
På avisen’s debatside understreger Fiskeriformændene, at aftalen koster fiskeriet alt for meget, alene for at få lukket aftalen med briterne og samtidig oppebære adgangen til britisk farvand.
En adgang fiskerne altid har haft
Alene for adgangen til britisk farvand skal der afgives fiskekvoter til en værdi på op mod 1,5 mia. kroner. Det er ifølge de fire formænd en alt for høj pris at betale og det vil få store konsekvenser for EU’s fiskere, og ikke mindst for dansk fiskeri og i særdeleshed for det Nord- og Vestjyske fiskeri.
»Vi er dybt bekymrede, og det er med god grund, da fiskerne har investeret mange penge i kvoterettigheder, som nu er tabt – men de skylder stadig pengene i banken, og dem får de svært ved at betale tilbage, når deres omsætning skrumper. Der venter hårde tider, som vil påvirke arbejdspladser og lokalsamfund, som er afhængige af fiskeriet,« kommer det samstemmende fra fiskeriformændene, som blot havde ønsket at Brexit-aftalen kunne give samme adgang til britisk farvand og samme kvoter, som tidligere og så måtte briterne gerne have beholdt deres adgang til EU´s marked.
Sådan lød ellers det oprindelige forhandlingsmandat, som gentagne gange er blevet understreget og forlangt af EU’s chefforhandler Michel Barnier under de lange og nærmest endeløse Brexit-forhandlinger med briterne. Et krav som fiskerne naturligt har betragtet som ufravigeligt og derfor havde sat deres lid til var et uigenkaldeligt krav. Men samtidig et både retfærdigt og fair krav, for markedsadgangen for briterne til det store EU-hjemmemarked, har hele vejen igennem været et vitalt ønske fra briternes side.
Men EU blinkede i sidste øjeblik
Man landede istedet en mudret aftale – langt fra det mandat man havde med sig. Fiskeriet havde egentlig foretrukket et hårdt Brexit og dermed ingen adgang til britisk farvand, frem for den aftale som foreligger nu. Havde det været et hårdt Brexit uden »Deal«, ville fiskerne stadig have alle kvoter i behold. Kvoter som man istedet kunne fiske på andre steder. Fiskeriformændene er enige om, at det ikke havde været optimalt, og det ville også blive rigtig svært, men det havde været langt bedre end nu, hvor kvoter er tabt for altid.
Med andre ord: Vi har en aftale. Den er god for mange, men elendig for fiskeriet og det er fiskeriet, som står til at betale regningen.
Derfor jubler hverken Hansen og Pedersen samt Larsen og Fisker fra de lokale jyske fiskeriforeninger, for med aftalen er det ikke kun fiskerne det går ud over. Fiskerihavnene i Skagen, Hanstholm, Hirtshals og Strandby samt i Thyborøn, Thorsminde og Hvide Sande er alle, på den ene eller anden måde afhængige af fiskeriet og deres landinger, der både skaber beskæftigelse og indtægter til områderne.
Borgmestrene fra de forskellige Nord- og Vestjyske kommuner har allerede råbt vagt i gevær og håbet er da også, fra Fiskeriformændenes side, at politikerne vil kompensere fiskerne for det de har mistet. For, som det lyder samstemmende, »et lille land som Danmark er EU svær at komme uden om, men det betyder ikke, at vi skal bøje nakken og nikke ja til alt, og da slet ikke en Brexit-aftale, hvor fiskeriet betaler en alt for høj pris.«
