Den evige strøm af rapporter, undersøgelser og anbefalinger der normalt tilflyder fiskerierhvervet, er alle med til at forme og formulere vores fiskeripolitik og danne grundlag for love, forordninger og kvoter i fiskeriet. Alle disse har næsten altid og uden undtagelse været enslydende, specielt når det drejer sig om lovgivningen omkring Østersøens fisk og sæler.
Men en svensk forskergruppe har vendt op og ned på dette, med en påstand om at »Fiskeriet i Østersøen ikke alene reddes med reguleringer og kvoter«, har man pludselig fået et argument i hånden, der samler dét som Østersøfiskerne har sagt i årevis. Helt overraskende, da det er fra de andre – en forskergruppe omkring Østersøen. Her anbefaler, man til de lokale fiskeres store glæde, at man hurtigst muligt begynder at regulerer sæl-bestanden i Østersøen, så bestanden kan reduceres til et langt mere fornuftigt og bæredygtigt niveau, end vi har i dag.
Det er helt nye toner fra en gruppe forskere, der således helt åbenlyst erkender at love og forordninger samt reguleringer ikke alene kan redde Østersøens fisk.
Med den voksende bestand af gråsæler i Østersøen lider kystfiskeriet voldsom og dramatisk. Det har kostet fiskerne omsætning, med mistet fiskeredskaber og skambidte fisk der har gjort fiskeriet til et erhverv med overvejende omkostninger istedet for indtjening. En negativ spiral, der allerede har kostet mange kystfiskere deres erhverv, specielt omkring Bornholm.
Hvorfor har denne erkendelse hos forskerne været så længe undervejs
Forklaringen skal måske findes i måden forskerne og biologerne arbejder på. Normalt gemmer biologer og forskere sig bag i hundredevis af andre ligesindet rapporter og undersøgelser, som de i flæng henviser til, uden selv at undersøgen sagen. (Det har andre forskere jo gjort før dem). Man har fornemmelsen af og mistanken om, at flere af vores akademiske lærde har gjort det til en givtig og ikke mindst lukrativ levevej, at udfærdige rapporter i stribevis, baseret på andre forskeres analyser og resultater.
Som udenforstående har det virket overordentligt underligt og besynderligt, at konklusionerne i de sidste mange år ikke rigtigt har rykket sig. Man har haft en anelse om at »pladen« bare har kørt rundt i samme spor igen og igen og ikke i et spor der har kørt i fiskernes retning. Istedet har man måtte lægge øre til og høre samt læse den samme sætning igen og igen, at genåbne jagten på begge sæl-arter i form af en almindelig jagttid, ikke er tilrådeligt. Og da slet ikke jagt på hvilepladserne, hvis en gunstig bevaringsstatus skal opretholdes og hvis man tillader nedskydning i vandet vil der være stor risiko for anskydning af sælerne, og det går jo ikke osv. osv.
En sådan rapport er lige landet fra DCE
I sælrapporten 2019 »Vurdering af muligheder for jagt på / regulering af sæler i Danmark« fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, skriver forfatterne fra Institut for Bioscience, at der fanges over 2000 gråsæler som bifangst årligt i primært rusefiskerier i Sverige, Finland og Estland (Vanhatalo m.fl. 2014), og at der reguleres og jages op til 700 gråsæler årligt i Sverige og Finland foruden et ukendt antal sæler, der skydes uden tilladelser eller registrering. Grå-sæl bestanden vil således ikke kunne bære samme procentvise bortskydning som bestandene af spættet sæl uden tilbagegang, skriver man i den danske sæl-rapport.
Den svenske rapport angriber andre forskere – de forstår ikke helheden.
Det var under den international sæl-konference i Simrishamn i Sverige sidste år, at mange af de tilstedeværende fik det indtryk, at administrationen og myndighederne ikke altid har forstået helheden.
Forskere ved det svenske landbrugsuniversitet (SLU) er måske kommet til den samme konklusion, efter de selv har været ude med, at der ikke er nogen »quick« løsning for bevarelsen af den baltiske / Østersø-torsk. På trods af et meget begrænset fiskeri af torsken her, forsvinder truslen fra sælerne fx ikke. Derfor skal der benyttes en værktøjskasse med endnu flere værktøjer indenfor fiskeriforvaltningen, som vil være et første skridt hen imod en langt mere økosystembaseret tilgang til fiskeriet.
Efter Det Europæiske Ministerråds kraftige og meget dramatiske nedskæringer af kvoter for 2020 næste år i Østersøen, betragtes WWF’s og Finlands Naturbevaringsforbunds beskyldninger om den igangværende »overfiskning« i Østersøen, som helt urimelige og grundløse.
Men hvorfor fremhæver sådanne indflydelsesrige organisationer slet ikke de andre faktorer, der negativt påvirker fiskebestande ne. F.eks. vurderes det i dag, at fiskeriet ikke er hovedårsagen til den dårlige tilstand af torskebestande i Østersøen, men istedet er virkningen af andre forhold langt større, som f.eks. manglen på bunddyr som, børsteorm og larver samt små snegle og muslinger. Men også den dårlige eller meget ringe iltning ved bunden samt en stigende mangel på de små byttefisk som brisling og sidst, men ikke mindst sælerne og deres orme-parasitter, som de nærmest gyllespreder til torsken. Forhold der tidligere har været tonet ned.
Mængden af disse torskeleverorm fra sælerne er allerede alarmerende høj, efterhånden som sælpopulationen bare er steget og steget, er de blevet bare endnu flere. I nogle områder i den sydlige Østersø, er al torsk blevet inficeret. De Store torsk, der har en meget vigtig strukturerende økologisk rolle, er værst inficerede. Så problemet her er kæmpestort. Parasit-infektionen har en stor og ikke ubetydelige virkning på torskens og dets stofskifte, immunforsvar og ikke mindst væksten. En parasit, der også kan inficere mennesker, og ifølge forskere kan parasitten også sprede sig til andre fiskearter i Østersøen, såsom laks.
I det nordvestlige Atlanterhav faldt de fleste torskebestande katastrofalt i løbet af 1990’erne og i Saint Lawrence Bay, Canada, har torsken ikke helt genvundet sin størrelse og mængde. Den vigtigste årsag til torskens fravær her, er ubetinget det øgede antal grå-sæler der findes her.
Da Danmarks Tekniske Universitet og SLU offentliggjorde deres resultater sidste år, som viste, at den grå sæls mad i det sydlige Østersø overvejende bestod af 83 procent torsk, blev det fulgt op af flere kommentarer fra svenske forskere, der understøttede det med: »”Rapportens konklusioner skal sandsynligvis føre til øgede krav om jagt. Det er ikke længere muligt at ignorere de problemer, som sælerne skaber« og videre endnu.»Problemet er så stort nu, at der skal indføres skudpenge på sæler,« samt flere af samme skuffe.
I henhold til anbefalingerne fra forskningsgruppen i Østersøen (Königson et al.) som omtalt øverst i artiklen, skulle man straks og uden tøven begynde at regulere sæl-betanden ved at jage dem og dermed sikre Østersøens økosystem og udnyttelsen af Østersøen, som den helt livsvigtige fødekilde det er for mennesker.
Sæler er altid blevet jaget af mennesker tæt ved Østersøkysten, så udover at sælerne er en hindring for fiskeriet og at det forstyrre fiskeressourcerne, har sælen været en vigtig ressource til gavn for befolkningen. Heldigvis er niveauerne for miljøgifte i sælerne faldet, så nu ville jagt og udnyttelse af sæl-produkter være i god harmoni med den stadigt bæredygtige udnyttelse af ressourcerne.
Løsning på fiskeriet i Østersøen
Burde således være slået fast nu, at det er urealistisk vi kun kan løse problemerne med Østersøens fiskebestande, ved udelukkende at regulere fiskeriet, der skal en langt mere håndfast regulering til af én af problemets helt store aktører, nemlig sælerne. Det syntes at være hoved-konklusionen fra Maria Saarinen, biolog og aktivist for Fisheries Action Group i Archipelago Sea, Finland samt Anders Jansson, der er professionel erhvervsfisker fra Björkö i Sverige på den international sæl-konference i Simrishamn.
