Efter at have fået lagt rammerne for fremtidens muslingefiskeri med en muslingepolitik åbner NaturErhvervstyrelsen i dag for fiskeri af blåmuslinger i Limfjorden.
NaturErhvervstyrelsen åbner i dag 2. september 2013 for muslingefiskeri i Limfjorden, efter fiskeriet har været sommerlukket de seneste to måneder. I alt har 36 fartøjer tilladelse til at fiske efter blåmuslinger i Limfjorden, og tilladelserne gælder fiskeri både uden for og inden for de såkaldte Natura 2000-områder.
De seneste år har muslingefiskeriet i Natura 2000-områderne ikke åbnet på samme tid som fiskeriet uden for de naturbeskyttede områder. Men i år har det været muligt, da der i juni 2013 blev indgået en politisk aftale efter flere års drøftelser med Folketingets partier og en række interessenter fra dette fiskeri.
Tæt dialog med fiskere og grønne
Danmark har nu en muslingepolitik, der fastsætter en øvre grænse for, hvor meget muslingefiskeriet må påvirke et naturbeskyttet område. Muslingepolitikken sikrer dermed, at fiskeriet i blandt andet Limfjorden kan fortsætte, så længe fiskeriet lever op til politikkens målsætninger og principper.
Et andet væsentligt element er, at muslingefiskeri fremover skal påvirke miljøet mindre end i dag. Fremover må fiskeriet maksimalt påvirke 15 procent af Natura 2000-områderne.
”Muslingepolitikken er udarbejdet i tæt dialog med fiskerierhvervet og grønne interessenter. Med politikken har vi sikret den rette balance mellem muslingefiskeri og naturbeskyttelse, samtidig med at vi sætter fart på en grøn omstilling af erhvervet. Det bliver et spændende arbejde sammen med interessenterne at udfylde muslingepolitikkens ambitiøse målsætninger og principper,” siger Jakob Munkhøj Nielsen, enhedschef i Center for Fiskeri i NaturErhvervstyrelsen.
Grøn omstilling af muslingefiskeriet
På den lidt længere bane tager muslingepolitikken fiskeriet gennem en grøn omstilling, hvor andre muslingeproduktionsformer i højere grad skal fremmes og sammentænkes med fiskeriet. Det er derfor nødvendigt at undersøge, hvilke andre produktionsformer der er mere skånsomme for miljøet, men som samtidig også er en gevinst for miljøet og fiskerne. Her vil Fødevareministeriet sammen med de relevante interessenter iværksætte en række projekter og analyser, der blandt andet skal se på linedyrkning og kulturbankeproduktion.
Kvoterne for det kommende muslingefiskeri i Natura 2000-områderne i Limfjorden er henholdsvis 20.000 ton for Lovns Bredning og 10.000 ton for Løgstør Bredning.
Du kan læse muslingepolitikken her nedenfor.