Er du èn af dem der elsker Thailandske tigerrejer

Er du èn af dem der elsker Thailandske tigerrejer

Du har været i supermarked for at handle ind, og du falder for et godt tilbud på Thailandske tigerrejer, og hvorfor så ikke lave en eksotisk ret til dine gæster med denne delikatesse.
Men før du kører dankortet igennem terminalen, skal du måske lige spørge dig selv om, din forestilling om rejerne og hvorledes de er fanget, også svarer til virkeligheden.

Mange får et billede frem på nethinden af en solbrun thailandsk fisker, der med et yndefuldt kast sender sine garn ud over det tropiske farvand i Det Indiske Ocean eller i det Sydkinesiske Hav, og trækker den værdifulde fangst af tigerrejer ind.
Denne forestilling af fiskeriet er en stor illusion og kan næsten ikke komme længere væk fra den virkelige verden.

Journalist Jim Wickens fra Britain’s MailOnline har undersøgt rejebranchen i Thailand og efter dette, har han sat sine tænder i en Thailandsk tigerreje for aller sidste gang.

Og som han skriver i sin artikel om emnet – Velkommen til denne rådne, stinkende og meget farlig verden af rejefremstilling. En verden, hvor industrielle fiskerbåde udnytter illegal arbejdskraft som slaver, for at høste den såkaldte »skidtfisk«, som rejerne fodres med og som efterlader et totalt ødelagt og miljøskadet hav efter sig.

Systematisk tømning af havene, for at give foder til reje gårdene (havdambrug) som ligger langs den Thailandske kyst. Fartøjer som med arbejdere fra Burma og Cambodja, tvinges til at arbejde op til 20 timer i døgnet og som bliver slået, mishandlet og i nogle tilfælde dræbt af skrupelløse skippere på rejebådene.

Kummerlige forhold for fiskerne – blot for at vi, som europæere og amerikanere, kan nyde en tigerreje til vores frokost eller middagsmad.

Miljøomkostningerne er enorme, alt tages med op af rejebådene, en mudret omgang tang og sten blandet med yngel og små fisk og havdyr, krabber, søstjerner, svampe o.l., som derved forhindres i at vokse sig større. Et skrupelløsts fiskeri der intet liv efterlader sig.

I farvandene som før kunne brødføde konsumfiskene, er dette fiskeri nærmest forsvundet og erstattet af en nådesløs støvsugning af alt spiseligt til de forslugne rejefarme. Når disse fartøjer lægger til kaj, er stanken ubeskrivelig fortæller Jim Wickens videre, da bådene ikke benytter fryserummene til skidtfiskene, men smider dem i et lastrum, som kun bliver tømt med dages mellemrum. Lastrum som har mange fiskeres liv på samvittigheden, da de stakkels udenlandske fiskere ikke tør sige fra, når de sendes ned i rådne lastrum med alle former for ”gift”gas.

Der losses den meget ildelugtende last til et industrielt forarbejdningsanlæg, hvor foderet beregnet til rejer farmene bliver produceret. Produktionen foregår i en sværme af fluer og i temperaturer der mange gange nærmer sig 38C samt med en kvælende luftfugtighed på lige under 100 pct. Stanken er modbydelig.

Her bliver fiskemelet fremstillet til rejefarmene og presset i pilleform. Foder som i de store mængder, har ødelagt Thailands mangroveskove. Havde man kørt en tur ned langs kysten af Thailand for 20 til 30 år siden, havde man kunnet se kilometervis af Mangroveskove langs vandet, som var et perfekt yngle- og skjulested for de mange fisk og samtidig en naturlig barrierer mod tsunamier, der jævnligt rammer kysten her.

Men i dag er langt de fleste af disse Mangroveskove væk. I stedet er de afløst af kilometervis af rejefarme, som ligger langt ud fra land, belyst og med høje hegn omkring.

I disse bassiner, er rejerne opdrættet i en kæmpestor industriel skala for at opfylde den enorme efterspørgsel fra forbrugerne i Nordamerika og Europa. Alene i Storbritannien, forbruges der omkring 85.000 tons rejer om året, to tredjedele af dem er varmtvands rejer, som dem der er opdrættet i Thailand. Handlen har en værdi af £ 450 Mio. pund i Storbritannien alene.

Når rejerne endelig forarbejdes, fryses de hurtigt efter rensning, men dette foregår i det beskidte vand fra farmene, hvor rejerne har opholdt sig i deres eget skidt og i de rådne foderrester.
Udadtil har Thailand både naturbeskyttelseslove og særligt udpegede områder, der skal bevares, men disse områder er dårligt beskyttet og overvåget, hvorfor disse nærmest rutinemæssigt ignoreres af hensynsløse og profitsøgende rejebåde, der kun tænker på omsætning og fangst .

Næste gang man går og drømmer om at sætte tænderne i en grillstegt tigerreje, med hvidløgssmør, bør man tænke sig om to gange. Som forbrugere kan vi søge alternativer andre steder. Der er koldtvands-rejer fra Nordatlanten, som i øjeblikket tegner sig for omkring en tredjedel af alle rejer spist i Storbritannien.