Ét er sikkert, den kommende Brexit-aftale for fiskeriet placerer britiske fiskere i ukendt farvand, hvor industrien og fiskerne ikke er gearet til større mængder fisk.
Forklaringen kan man blandt andet finde i den tidligere så livlige fiskerihavn i Ramsgate i det sydøstlige hjørne at UK, i distriktet Thanet i det østlige Kent. Her har fiskerne siden Storbritanniens indtræden i det Europæiske Fællesskab, kæmpet for rettighederne til deres egne fisk.
Brown, der er en ældre fisker fra Ramsgate, udtrykker sig smertelig og fortvivlet omkring det tidligere britiske fiskeri ud for Kent. »Vi var den største fiskerination, vi havde de bedste fiskepladser,« sukker han og understreger at, »nu er alt væk.«
Med sydvesten trukket godt ned til øjenbrynene, fortæller den ældre Kent-fisker til netavisen Euractiv, at det hele begyndte at gå galt, efter briternes indtræden i dét der dengang blev kaldt Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, i 1973. Allerede dengang besluttede han med sin bror, at kæmpe imod briternes indtræden i EF / EU.
Men som tiden gik, var det en kamp mod vindmøller, for med den globale opvarmning, forsvandt torsken ud for Kent, istedet begyndte torske-populationen at migrere nordpå, hvilket blev starten på en radikal ændring for de britiske fiskere. For da begyndte briternes import af islandske torsk til deres fish & chips. Siden har briterne ikke spist friske fisk – kun friturestegte Fish & Chips med sauce tartare, fortæller Brown.
Det lokale fiskemarked og fiskehandlerne forsvandt og dermed også adgangen til de friske fisk fra Nordsøen og kanalen. Briterne har nu istedet vænnet sig til at gå i supermarket efter frossen fisk, så adfærds- og indkøbsmønstret har ændret sig væk fra de friske råvare. Derfor er Kent-fiskerne nu meget afhængige af deres fiskeeksport, som alt overvejende på disse kanter dagligt fragtes til et fiskemarked i Frankrig – Boulogne-sur-Mer.
Med Brexit-aftalen har det skabt et nyt problem for de tilbageværende britiske fiskere, der nu overvejende fanger ganske få tunger og krebs. For når man passerer 1. januar 2021, begynder problemerne, for selvom myndighederne står i kø for at hjælpe med papirarbejdet, så er det, som Brown udtrykker det, svært at få trukket Veterinær-myndighederne hen til de marginale små fangster, som fiskerne fra Kent præsterer for tiden. Samtidig påpeger Kent-fiskeren fra Ramsgate overfor avisen, at man nu indirekte har vendt flere årtiers handelspartnere fra Frankrig ryggen, så nu kan kun et mirakel redde de britiske fiskere. Man klamre sig til en opfordring fra Amerikanerne, der utvetydigt har opfordret de britiske fiskere til, at bringe deres fangster af friske fisk og skaldyr ombord på fly og sende dem til New York, hvor de kan indbringe en noget bedre pris.
Men, men – for der er et men, drømmen for fiskerne i Ramsgate i Kent, en dengang så blomstrende samt livlig handels- og kystby i det sydlige England, hvor man igennem mange år har bibeholdt forhåbningerne om at man engang vil få glansdagene om en storhedstid i fiskeriet tilbage, fyldt med fiskehandlere og bugnende fiskeauktioner med friske råvare – godt besøgt af de lokale – syntes nu alligevel længere væk end langt. For selvom kvoterne opskrives for de britiske fiskere, så skal de også fanges og ilandbringes og her har man måske forregnet sig og gjort regning uden vært
