Mens forskere og miljøfolk har talt om dybe sår i havbunden, viser fiskeskipper Ejner Thomassens trawldøre noget helt andet: Efter 1.250 timers fiskeri står malingen stadig intakt. Har vi i virkeligheden »trawlet« os ind i et politisk fatamorgana?
Fiskeskipper Ejner Thomassen fra Glesborg står på dækket af sin trawler RS 151 »Ejca« og kigger på sine trawldøre. Den blå maling på stålet glimter stadig i solen, selv efter over 1.250 timers fiskeri på sand- og grusbund.
»Det er da mærkeligt,« siger han med et skævt smil. »Hvis trawldørene virkelig pløjer sig ned i havbunden, som miljøfolkene siger – hvorfor er malingen så ikke slidt af?«
Spørgsmålet hænger i luften. For det sår tvivl ved hele fortællingen om, at bundtrawl automatisk pløjer havmiljøet i stykker.
Et erhverv under beskydning
Få fiskeriformer har fået så hårde ord med på vejen som bundtrawlet. Havbiologer, miljøorganisationer og aktivister har i årevis kaldt det »havets plov«, der efterlader ørkener på bunden. Men de færreste har faktisk set, hvordan moderne trawldøre arbejder.
Som Ejner Thomassen forklarer: »Trawldørene rører jo næsten ikke bunden. De glider hen over den – de skal jo ikke grave sig ned. Så ødelægger man bare grejet og mister fangsten. Det ved enhver fisker.«
Når virkeligheden sejler fra regnearket
Miljø- og forskningsrapporter har ellers tegnet et helt andet billede. I DCE-rapporten »Effekter af fysisk forstyrrelse af bundtrawling på havbundens biodiversitet – Beskyttelsesbehov for den danske havbund« (SR585) – finansieret af Danmarks Naturfredningsforening og Velux Fonden – konkluderes det, at hver trawling reducerer antallet af bunddyr med 11–16 %, og at biodiversiteten falder med omkring 15 % pr. træk.
(Se rapporten her)
Men rapporten blev senere mødt af heftig kritik – både fra DTU Aqua, andre forskere og ikke mindst fiskeriets egne organisationer. Kritikpunkterne var markante:
- Med blandt andet et notat omkring rapporten fra et andet institut – der lød på fejl og unøjagtigheder samt rapporten fra AAU ikke inddragede andre miljøpåvirkninger, som kunne forklare ændringerne i bundfaunaen.
- Flere mente at beregningerne byggede på gamle data og antagelser.
- Andre igen, at rapporten ignorerede vigtige faktorer som saltindhold, temperatur og næringsstoffer.
- Og ikke mindst var det en udbredt kritik af der manglede reelle fysiske undersøgelser af, hvad der faktisk sker på havbunden i dag.
Så markant var kritikken, at miljøminister Magnus Heunicke (S) til sidst trak rapporten ud af de politiske forhandlinger om fremtidens fiskeri.
Et trawlforbud bygget på et tyndt grundlag
Alligevel blev der i den efterfølgende aftale, »En ny kurs for dansk fiskeri«, indført et omfattende forbud mod bundslæbende redskaber i Bælthavet og dele af Kattegat.
Aftalen blev ellers præsenteret som en milepæl for miljøet, men måske skulle man – inden man lagde trawlet helt på is – have set nærmere på Ejners »blåmalede trawldøre«.
For billedet fortæller sin egen historie:
Hvis trawldørene virkelig skovlede sig gennem havbunden og flyttede »tonsvis af sedimenter«, som rapporterne hævder – burde stålet være blotlagt og mat samt ridset for længst. Men det er det ikke.
Teknologi, der flyver lavt – ikke graver dybt
Moderne trawlteknologi er designet netop til at minimere bundkontakt.
Som Ejner Thomassen siger: »En trawldør, der graver sig ned, er en dyr fejl. Den ødelægger både udstyr og fangst. Ingen skipper vil have det.«
Et billede siger mere end tusind Excel-ark
Ejner Thomassens foto beviser naturligvis ikke alt – men det rejser et vigtigt spørgsmål: Er debatten om bundtrawl blevet styret mere af teori end af praksis?
Ejner siger det selv med et glimt i øjet: »Mit håb er, at der vil blive brugt flere kræfter på at undersøge mine trawldøre frem for interesseorganisationers bestilte rapporter. Jeg stiller gerne op, så der ikke træffes beslutninger på et helt forkert grundlag.
Han tilføjer: »Bekymringen er også stor over den spirende begejstring for de nye flydedøre, som flere udråber som løsningen på alt. Men før man lovpriser dem, burde man måske starte med at sammenligne dem ordentligt med de trawldøre, vi allerede bruger i dag.«
Og her er pointen:
Ønsket om nye, faktuelle sammenligninger og opdaterede beregninger er stort.
De aktive erhvervsfiskere er nemlig mindst lige så optagede af at finde bæredygtige løsninger som forskerne – ikke mindst når et lavere brændstofforbrug og mere effektive fangstmetoder nu står højt på dagsordenen hos de ofte udskældte fiskere.
Når man står med et stykke stål, der efter tusindvis af timer på havbunden stadig skinner blåmalet uden nævneværdigt slid, må man spørge:
»Er det måske på tide, at vi igen tager virkeligheden med ud i feltet – før vi laver flere forbud ud fra forældede beregninger?«
