Der tænkes store tanker efter WWFs forslag om en Marin Naturnationalpark i Durslands-farvandet, så ser mange frem til et Syddjurs med dyrkningsfri naturområder langs kysterne, med langt flere søer, vandhuller og rislende bække, som slynger sig smukt i landskabet. What’s not to like..
Formanden Nina Bjarup Vetter fra Miljøforeningen BLAK, har heller ikke ladet vente på sig og hun har allerede været ude med en tak til borgmester Michael Stegger Jensen (S), for at reagere konstruktivt og hurtigt på indlægget om en mulig Marin Naturnationalpark i havet omkring Syddjurs.
I et debatindlæg i adresse-avisen Syddjurs den 1. november (kan læses her) er hun ude med en kommentar til planerne, hvor hun blandt andet skriver, »princippet om frivillige aftaler, som hidtil har været praktiseret, når det kommer til landbrugs- og fiskerierhvervet, har spillet endegyldigt fallit. Og hermed også sagt, at der skal ses på råderetten over jorden og råderetten til havets fisk. Jorden er ikke en hvilken som helst handelsvare, men dyrs og planters levesteder.«
Debatøren påpeger at de få, men meget store, industrielle landbrug er blevet så rigeligt forgyldt allerede, for at gøre alt det forkerte. Og havet har alt for længe været ›ta’ selv trawl‹ for få, men store fiskeskippere.
Når en veluddannet debattør, både fiskeribiolog og cand.scient. udtaler sig så markant om landbruget og fiskeriet, som det er sket her i Syddjurs Lokalavis, er der flere alarmpunkter der kan vække bekymring og bør tages i betragtning.
Når der tales om at ændre råderetten over jorden og havets fisk, kan det tyde på en interesse i at centralisere eller nationalisere ejerskabet over landbrugsjord og fiskerettigheder. En sådan tilgang kan være udfordrende, da den kan føre til bureaukratiske systemer, hvor beslutninger træffes langt væk fra de mennesker, der har praktisk erfaring og indsigt i drift og ressourcestyring. Centralisering af ejerskabet kan også føre til mindre fleksibilitet og innovation i erhvervene, da lokale løsninger og beslutningsfrihed reduceres.
Debatørens bekymring over store, industrielle landbrug og fiskerier er ikke uden grund, da de kan have en betydelig miljøpåvirkning. Men ved at male alle store landbrug og fiskeriaktører med samme brede pensel som værende skadelige, risikerer man at overse nuancerne i, hvordan disse virksomheder faktisk bidrager til samfundet. Mange store aktører arbejder allerede med bæredygtighedsstrategier og miljøhensyn, og generaliseringer kan risikere at skade det produktive samarbejde mellem private virksomheder og miljøorganisationer.
Hvis erhvervene pålægges for strenge regler, kan de miste konkurrenceevne både lokalt og globalt. Landbrug og fiskeri er eksporterhverv, og hvis de belastes af omfattende reguleringer, kan det føre til tab af arbejdspladser og svækkelse af landdistriktsøkonomien. Det kan få alvorlige konsekvenser for økonomien, hvis omkostninger og reguleringer stiger til et punkt, hvor det bliver svært at konkurrere med andre landes producenter.
Når debatten reduceres til, som debatøren skriver i sit indlæg i Syddjurs avisen, at alle industrielle landbrug og store fiskerier gør ›alt det forkerte,‹ overses ofte de små, men vigtige forskelle i, hvordan forskellige typer af landbrug og fiskerier drives.
Landbrug og fiskeri er komplekse sektorer, hvor både små og store aktører har udviklet forskellige bæredygtighedsstrategier. En sådan ensidig tilgang risikerer at underminere de positive initiativer, som mange virksomheder allerede har taget.
Hvis staten begynder at dominere ejerskabet og beslutningsprocesserne for landbrug og fiskeri, kan der opstå en risiko for, at ressourcer og investeringsmidler fordeles skævt. Politisk styrede tilskudsordninger kan føre til ineffektiv ressourceanvendelse, da beslutningerne muligvis træffes ud fra ideologiske snarere end praktiske eller økonomiske hensyn.
Der er ofte en balancegang mellem ønsket om social retfærdighed og behovet for produktivitet og innovation. Forslag om at overføre ressourcer og råderet til det offentlige kan potentielt hæmme erhvervenes produktivitet og fremgang. At finde en bæredygtig vej, der både sikrer social retfærdighed og effektivitet, er afgørende, men radikale ændringer af ejerskab og kontrol kan i stedet skabe konflikter og modarbejde fremdrift.
Hvis beslutningskompetencerne fjernes fra de direkte involverede i landbruget og fiskeriet, risikerer man at miste værdifuld erfaring og lokal viden. De, som dagligt arbejder med jorden og havet, har ofte en dybere forståelse af naturens og erhvervets behov end politikere og embedsmænd langt fra produktionen. Denne fjernelse kan føre til ineffektive og endda skadelige beslutninger.
Det er klart, at landbrug og fiskeri kan og bør udvikles i en bæredygtig retning, men radikale forslag om ændret ejerskab og råderet bør gennemtænkes grundigt. Samarbejde, innovation og pragmatiske løsninger vil ofte give mere holdbare resultater end stramme ideologiske tiltag.
