I et debatindlæg i Jyllands-Posten i dag, stiller en tidligere medejer af AquaPri Danmark spørgsmålet, »Vil vi hellere have sæl og skarver ved Limfjorden end fisk? Det er ifølge debatøren helt op til politikerne at bestemme.
Da Anders Priess fra Glyngøre i begyndelsen af 1960’erne startede i firmaet Priess og Co i Glyngøre, var havnen fyldt med hyttefade med rødspætter, torsk, ålekvabber, ål og hummere og fik en masse stenbidere/kulsøer, sild og brislinger tilført, når sæsonen var der. Der var også dengang ligesom nu et stort fiskeri efter muslinger og østers.
Men i dag er der ingen levende fisk i fjorden udover hummerne, som der vist aldrig har været så mange af som nu, skriver Anders Priess i sit debatindlæg i Jyllands-Posten (læs det her. )
Ligeledes blev der fisket muslinger og østers, som altid. Hummere og muslinger syntes også at trives – så udeblivelsen af fisk skyldes altså ikke dårlige vandforhold, men noget helt andet.
Tidligere var der kun en mindre bestand af sæler og skarv i fjorden, og de var ikke fredede. De er totalfredet nu og med ca. 2.000 sæler i Limfjorden, som hver omsætter ca. 5 kg fisk og yngel om dagen, hele året rundt, bliver det alligevel til 3.600 tons fisk/år. Der findes 30.000 skarv-par i Danmark, som tilsammen fortærer 20 tons fisk om dagen. Skarven spiser ialt 6.000 tons fisk/år, heraf mest fiskeyngel, så forklaringen ligger måske ligefor.
Spørgsmålet fra Anders Priess er derfor, »Vil vi hellere have sæl og skarv end fisk i vandet?
Måske kunne en mindre bestand af sæler og skarv være den hurtigste løsning til at øge fiskebestanden i Limfjorden,« slutter Anders Priess sit indlæg, der samtidig har et udtrykkeligt ønske om, at politikerne vil tage denne sag alvorligt og få bragt balance i tingene. For det er ikke kun Limfjorden der har problemerne med sæl og skarv, det har man i alle de indre danske farvande.
debatindlæg i Jyllands-Posten (Anders Priess, Glyngøre)