Tusindvis af døde skaldyr skyller i disse dage op på strandene ved North Yorkshire i det Nordøstlige England.
Britiske miljøorganisationer har iværksat en undersøgelse, efter at tusindvis af døde dyr, overvejende skaldyr, er skyllet op på strandene i det nordøstlige England.
En beboer fra Marske-by-the-Sea, Sharon Bell fortalte forleden til CNN, at hun efter sine daglige ture på stranden har observeret en stadig stigende mængde døde fisk og skaldyr i vandkanten. Hun fortæller videre, at mængden af især døde skaldyr samt tang nu når hende til taljen og at der er tale om i tusindevis af døde dyr.
Til CNN fortæller den britiske kvinde, at da hun gik på stranden igen i onsdags, var lugten blevet helt ubeskrivelig og forfærdelig, da bunkerne af døde krabber og tang, var begyndt at rådne.
Det britiske miljøagentur oplyser overfor CNN, at de arbejder sammen med Center for Environment, Fisheries and Aquaculture og North Eastern Inshore Fisheries Conservation Authority for at få opklaret, hvorfor i tusindevis af døde skaldyr er skyllet op langs stranden i Tees Estuary og langs de nærliggende kyster.
»Prøver af vand og sand samt muslinger og krabber er blevet indsamlet,« og er blevet sendt videre til analyse for at finde ud af årsagen, om det er en bestemt forurening eller andet der har bidraget til dyrenes død,« forklarede talsmanden for miljøstyrelsen til CNN.
Jacob Young, der repræsenterer badebyen Redcar på den britiske Østkyst, i det britiske parlament, tweetede søndag, at udviklingen langs kysterne er alarmerende og dybt bekymrende.
Sharon Bell fortæller videre, at hun og hendes mand brugte over fire timer på at forsøge at redde så mange af de krabber, der stadig var i live og fanget i tangen, tilbage i vandet. »Det er bare forfærdeligt og forstemmende at se dem hjælpeløse ligge der,« forklarer hun og siger videre, at det ellers normalt er et meget smukt område at bo i.
Hun håber på, at der snart foreligger et svar på, om det er en menneskeskabt hændelse der er årsagen til denne massedød, og at man fremadrettet søger at hindre noget lignende i at ske igen.