Den globale tallerken: Har Danmark en moralsk forpligtigelse til at producere fødevarer til omverden?

Leder af redaktionen – FiskerForum.dk

Med nogle af verdens mest effektive landmænd og fiskere samt ideelle geografiske forhold står Danmark centralt i den globale fødevareforsyning. Men i en tid med klimakrise og krav om lokal naturgenopretning rejser det et stort spørgsmål: Har et velstillet land som Danmark en international forpligtelse til at opretholde en høj fødevareproduktion – eller skal vi prioritere vores eget miljø?

Danmark er fra naturens side velsignet. Det flade, frugtbare landskab og de næringsrige farvande i Nordsøen, Skagerrak og Østersøen har i århundreder dannet rammen om en fødevareproduktion i verdensklasse. I dag eksporterer det danske landbrugs- og fiskerierhverv for over 150 milliarder kroner om året. Det betyder i praksis, at vi producerer mad nok til at brødføde mange gange vores egen befolkning.

Dette overskud fører til et centralt etisk og politisk dilemma i samfundsdebatten: Har vi som et rigt, technologisk avanceret land en bunden opgave over for det internationale samfund til at levere stabile, effektive og sikre proteiner til en voksende verdensbefolkning?

Argumentet for forpligtelsen: Global effektivitet

Blandt fortalere for et stærkt dansk landbrug og fiskeri er argumentet klart: Hvis ikke Danmark skal producere maden, hvem skal så?

Den danske fødevareklynge er blandt de mest energi- og drivhusgaseffektive i verden pr. produceret enhed. Hvis Danmark reducerer sin produktion markant, vil efterspørgslen på det globale marked ikke forsvinde. Fra dette synspunkt er den danske produktion ikke bare en god forretning; det er en global solidaritetshandling. Ved at bruge vores højteknologiske metoder sikrer vi, at ressourcerne udnyttes bedst muligt på en klode, hvor landbrugsjord og rige fiskebanker er en mangelvare.

Modargumentet: Det lokale miljøtryk

Omvendt peger miljøorganisationer og kritikere på, at den intensive produktion har en høj pris på hjemmebanen. Over 60 % af Danmarks areal er opdyrket, hvilket efterlader minimal plads til vild natur og biodiversitet. Samtidig lider de danske farvande under iltsvind som følge af næringsstofudledninger – en virkelighed, der paradoksalt nok også presser det lokale kystfiskeri.

Kritikere argumenterer for, at Danmarks sande globale forpligtelse ikke er at masseproducere basale råvarer, men derimod at være et grønt foregangsland.

Ved at omlægge til mere plantebaseret produktion og udtage landbrugsjord til natur kan Danmark udvikle de teknologier og løsninger, som resten af verden i fremtiden skal kopiere for at brødføde sig selv bæredygtigt.

Balancen i en uforudsigelig verden

Debatten handler i sidste ende om balance. Geopolitisk uro og klimaforandringer gør fødevaresikkerhed til et strategisk våben. At Danmark opretholder en stærk, innovativ og fornuftig produktion af både landbrugsvarer, fisk og skaldyr sikrer, at vi forbliver en pålivelig brik i det internationale puslespil.

Udfordringen for fremtidens Danmark bliver at bevare positionen som verdensmestre i fødevarer, samtidig med at produktionen tilpasses de planetære grænser.

FN’s fødevare- og landbrugsorganisation, FAO (Food and Agriculture Organization), overvåger og analyserer løbende den globale fødevarebalance. Deres statistikker tegner et meget klart billede af en verden, der er skarpt opdelt i sårbarhed og overskud.

Den globale fødevarebalance: Eksportører vs. Importører

Ifølge FAO’s globale handelsdata er virkeligheden den, at langt de fleste lande i verden faktisk er nettoimportører af kalorier:

• Fødevareoverskud (Nettoeksportører): Kun omkring 20 % til 25 % af verdens lande (ca. 40-50 lande ud af FN’s 193 medlemslande) producerer et reelt og stabilt overskud af fødevarer, som de kan eksportere til resten af verden. Disse lande fungerer som de globale “brødkurve”. Herhjemme tilhører Danmark denne eksklusive superliga sammen med lande som USA, Brasilien, Argentina, Frankrig, Holland, Australien og Ukraine.

• Fødevareunderskud (Nettoimportører): De resterende 75 % til 80 % af verdens lande er tvunget til at importere fødevarer for at kunne brødføde deres befolkning i større eller mindre grad. For en stor del af disse lande i f.eks. Mellemøsten, Nordafrika og dele af Afrika syd for Sahara er importen kritisk for ren overlevelse, da de på grund af tørke, dårlig jordbund eller overbefolkning ikke selv kan dække basalbehovet for proteiner og korn.

Hvad siger FN til situationen i Danmark?

FN og FAO ser ikke med direkte »bekymring« på Danmarks politiske diskussioner om at reducere landbrugets klimaaftryk, men de følger det med ekstremt stor opmærksomhed ud fra to modsatrettede, globale hensyn.

• På den ene side understreger FN konstant vigtigheden af global fødevaresikkerhed. FAO påpeger, at med en verdensbefolkning, der nærmer sig 10 milliarder mennesker, er verden dybt afhængig af, at højeffektive lande som Danmark opretholder en stabil produktion. Hvis et land med vores knowhow og klima skærer drastisk ned, advarer økonomer i FN-systemet om en risiko for “lækage” – altså at produktionen flytter til lande, der forurener mere, hvilket skader det globale klima og sender fødevarepriserne op i fattige importlande.

• På den anden side er Danmark forpligtet af FN’s Klimakonvention (Parisaftalen) og FN’s Verdensmål for biodiversitet. FN’s linje over for Danmark er derfor et krydspres: Danmark forventes ikke at lukke sin fødevareproduktion ned, men FN opfordrer til, at Danmark bruger sit enorme overskud og teknologi til at vise verden, hvordan man kan producere de vitale fødevarer uden at ødelægge det lokale miljø og klima.

Hvorfor penge ikke kan erstatte mad

Idéen om at løse vores lokale miljøudfordringer ved at skære ned på fødevareproduktionen og i stedet sende en check til de fattigere importlande i Afrika og Mellemøsten er sympatisk på papiret. Men dykker man ned i de globale, økonomiske og logistiske realiteter, viser strategien sig hurtigt at være alt andet end bæredygtig. Faktisk risikerer den at gøre ondt værre på globalt plan af tre væsentlige årsager:

1. Penge kan ikke spises: Hvis Danmark fjerner millioner af tons kød, mejeriprodukter og fisk fra det globale marked, falder det samlede udbud. Sender vi penge til et fattigt land, øger vi deres købekraft, men vi skaber ikke mere mad. Flere penge jagter færre varer, hvilket sprænger fødevarepriserne i vejret og skaber risiko for hungersnød hos de svageste.

2. Klima-lækagen: Hvis vi lukker produktionen i Danmark, flytter den til lande med ringere teknologi og lavere effektivitet. Dermed vil det samlede globale udslip af drivhusgasser stige.

3. Geopolitisk sårbarhed: At gøre lande i Afrika og Mellemøsten endnu mere afhængige af import via økonomisk bistand gør dem sårbare. Det så vi under krigen i Ukraine, hvor forsyningskæder brød sammen. En pose penge hjælper ikke, hvis skibene med korn eller proteiner slet ikke kan sejle.

Den reelt bæredygtige løsning er derfor den svære middelvej: Danmark skal ikke producere mindre, men vi skal producere klogere. Vores opgave som et rigt land er at opfinde de teknologier – f.eks. metan-reducerende foder, præcisions-landbrug, fiskefartøjer der drives med grøn energi, recirkulerede dambrug – som gør det muligt at mætte verden, samtidig med at vi passer på vores egen natur.

Den globale fødevareforpligtelse over for den nationale baghave

Sammenstødet i den danske fødevaredebat trækker fronterne skarpt op mellem to fundamentalt forskellige verdenssyn. På den ene side står en global, realpolitisk og økonomisk funderet tilgang, der betragter Danmark som en uundværlig brik i verdens fødevaresikkerhed. På den anden side står en mere isoleret, nationalt fokuseret miljøpolitik – ofte anført af de venstreorienterede partier og miljøorganisationer– hvor målet om et lokalt CO₂-regnskab i nul og øjeblikkelig naturgenopretning overskygger de globale konsekvenser.

Kritikken af de venstreorienterede partiers og miljøorganisationernes tilgang går på, at deres politik i praksis kan kamme over i en form for »grøn egoisme«. Argumentet er, at man i jagten på at pudse den nationale klima-samvittighed lukker øjnene for, hvad der sker uden for landets grænser. Dette skaber en række markante modsigelser i den politiske linje:

• Det solidariske paradoks: Venstrefløjen prædiker traditionelt international solidaritet. Men ved at kræve en markant reduktion af den danske fødevareproduktion, vil de i praksis mindske udbuddet af billige, effektive proteiner på verdensmarkedet. Det rammer netop de fattigste nettoimportører i Afrika og Mellemøsten.

• Den globale klima-blækklat: At mindske produktionen i Danmark for at nå de nationale reduktionsmål (f.eks. 70%-målet) er en matematisk succes på papiret, men en global fiasko. Produktionsflytningen til lande som Polen, Brasilien eller Kina, hvor CO₂-aftrykket pr. enhed er væsentligt højere, resulterer i en klimalækage, der skader det globale klima, som venstrefløjen ellers ønsker at redde.

• En urealistisk tiltro til kapital frem for naturalier: Forestillingen om, at Danmark blot kan reducere sin produktion og i stedet kompensere ved at sende økonomisk bistand eller agere »grønt laboratorium«, overser markedets realiteter. I krisetider er det råvarer, der tæller – ikke checks.

Tre årsager til at opretholde produktionen

En objektiv vurdering af Danmarks rolle i det 21. århundrede peger på, at vi bør forpligte os til at opretholde en stærk produktion i både landbruget og fiskeriet:

• Geopolitisk ansvar: Verden befinder sig i en ustabil æra. Fødevarer er blevet et strategisk og geopolitisk aktiv. Når Danmark tilhører den eksklusive fjerdedel af verdens lande, der reelt kan producere et overskud, er det uansvarligt at trække stikket og overlade markedet til mindre demokratiske eller mindre regulerede supermagter.

• Klimaeffektivitet som komparativ fordel: Det danske fiskeri samt det højteknologiske landbrug producerer fødevarer med nogle af verdens laveste emissioner pr. kilo. Rent klimateknisk giver det kun mening, at fødevarer produceres der, hvor udledningen er mindst.

• Innovation kræver volumen: Hvis Danmark skal udvikle fremtidens grønne løsninger, kræver det, at vi har et levende, kommercielt erhverv i stor skala. Man kan ikke forske i tomme stalde eller udvikle teknologi til havne uden kuttere.

Endelig vurdering

Det er en legitim og vigtig politisk prioritet at værne om det lokale miljø, mindske iltsvind i de danske fjorde og give plads til mere vild natur. Men hvis løsningen bliver at isolere Danmark fra den globale virkelighed og lade resten af verden »sejle deres egen sø«, svigter vi vores internationale ansvar.

Den svære, men nødvendige opgave er ikke at afvikle, men at udvikle. Danmark bør fastholde sin position som en af verdens førende fødevareeksportører, men bruge sit enorme økonomiske og teknologiske overskud til at bevise, at intensiv fødevareproduktion og tårnhøje miljøstandarder godt kan gå hånd i hånd. Men det bør ske klogt og velovervejet og ikke så forhastet, som man har indtryk af, det foregår lige nu. Kun på den måde, og kun dér, udviser vi det sande globale lederskab.

Leder skrevet af redaktionen – FiskerForum.dk