En ny konfliktlinje tegner sig i miljøpolitikken: Byerne advarer om, at skærpede krav til rensning af spildevand vil bremse byudvikling og erhvervsvækst – og peger i stedet på, at hurtigere miljøgevinster kan hentes ved at stramme kravene til landbruget. Kritikere kalder det ansvarsflugt og et klassisk eksempel på, at byerne vil beskytte egne interesser og sende regningen videre.
Striden udspringer af den grønne trepartsaftale, hvor et bredt flertal besluttede, at udledninger fra spildevand skal reduceres markant frem mod 2027 for at forbedre tilstanden i fjorde, vandløb og kystvande. Men nu advarer flere kommuner og forsyningsselskaber om, at kravene kan gøre byudvidelser og nye erhvervsområder meget dyre – i nogle tilfælde reelt umulige.
Dette kan du blandt andet læse om i Altinget.dk »Nye miljøkrav fra grøn trepart gør det sværere at udvide byer og skabe nye arbejdspladser«
I byer som Randers, Odense og Middelfart lyder meldingen, at nye rensningskrav kan blokere store udviklingsprojekter og koste arbejdspladser. I Randers risikerer milliardprojektet Flodbyen med boliger til op mod 8.000 borgere ifølge det lokale forsyningsselskab at blive sat i stå.
Byerne vil have fleksibilitet – landbruget skal levere hurtigere effekt
Flere kommunale aktører argumenterer for, at miljøindsatsen bør flyttes derhen, hvor effekten er størst og hurtigst – nemlig i landbruget. Herfra stammer omkring 70 procent af den samlede kvælstofudledning, mens renseanlæg i dag står for en langt mindre andel end tidligere efter årtiers udbygning og forbedringer.
Men den prioritering møder modstand fra både landbrug og fiskeri, som ser det som et forsøg på at skabe politisk elastik for byerne ved at skubbe byrden over på andre erhverv.
Kritikere peger på et paradoks: Samtidig med at kommunerne advarer om omkostningerne ved yderligere rensning, er centrale miljøproblemer i byernes egne udledninger endnu ikke fuldt løst.
Det fjerde rensetrin mangler – og overløb fortsætter
Det såkaldte fjerde rensetrin, som skal fjerne medicinrester, industrikemikalier og tungmetaller fra spildevand, er endnu ikke fuldt indført. Dermed ledes en række miljøfarlige stoffer fortsat ud i vandmiljøet.
Dertil kommer kloakoverløb ved kraftig regn, hvor rensningsanlæg ikke kan følge med. Her udledes store mængder helt urenset spildevand direkte til vandløb og kyster. Nye opgørelser peger på betydelige mørketal, og at milliarder af liter urenset spildevand årligt ledes uden om rensning.
Det får kritikere til at stille spørgsmålet: Er det rimeligt, at byerne beder om lempelser for egne udledninger, mens de peger på landbruget som den primære løsning?
Fiskeriet bakker landbruget op
Fiskeriet, som mærker konsekvenserne af iltsvind og forringet vandmiljø direkte, har i stigende grad placeret sig på linje med landbruget i denne diskussion. Her lyder budskabet, at miljøindsatsen skal være helhedsorienteret – og at byernes udledninger ikke må behandles som et sekundært problem.
Fra den kant advares der mod, at den politiske debat udvikler sig til en bekvem fortælling, hvor diffuse udledninger fra land automatisk udpeges som hovedsynderen, mens punktkilder fra byer og industri får længere snor af hensyn til vækst og byudvikling.
Et politisk valg – ikke kun et teknisk
Tallene er kendte: Spildevand bidrager i dag med langt mindre kvælstof end tidligere, men udleder til gengæld stoffer, som landbruget ikke gør – herunder medicinrester og industrikemi. Omvendt fylder landbrugets næringsstofudledninger mest i de samlede kvælstofregnskaber.
Derfor er prioriteringen ikke kun teknisk – men politisk.
Spørgsmålet er nu, om miljøindsatsen skal styres efter, hvor reduktioner er billigst for kommunerne – eller hvor belastningen samlet set er størst. Konflikten mellem by og land er dermed ikke længere kun en debat om tal, men om ansvar, tempo og retfærdig byrdefordeling.
Fra fiskeriets side lyder budskabet, at løsningen ikke findes i at flytte ansvar mellem by og land, men i at tage fat dér, hvor belastningen faktisk sker – uanset kilde. Havet skelner ikke mellem kommunalt spildevand og landbrugets afstrømning, og derfor bør reguleringen heller ikke gøre det. Hvis miljømålene skal nås, kræver det fælles prioritering, gennemsigtige regnskaber og ensartede krav – ikke sektorvis skyldplacering. Ellers risikerer man, at kampen om ansvaret overskygger kampen for vandmiljøet.
