I 1913 drog den danske havforsker Johannes Schmidt ud for at finde ålens gydeplads. Den fandt han ca. 6.000 kilometer fra Europas vestkyst i Sargassohavet, ud for den Nordamerikanske kyst.
Siden dengang har ålens lange rejse været omgærdet af mystik.
- Hvordan finder den vej?
- Hvilken rute svømmer ålen?
- Hvordan opfører den sig?
Og kan den virkelig tilbagelægge de 5 – 6.000 kilometer på de få måneder der er mellem det europæiske efterår og ålens hovedgydeperiode midt i februar?
Ålens rejse er ikke længere et mysterium
Når ålen er teenager, sætter den kursen tilbage til Sargassohavet for at gyde. Nu har forskerne måske fundet ud af, hvordan de finder hjem igen.
De fleste af verdens åle-arter har samme livscyklus. De klækker midt i havet, bliver taget af strømmen og bliver derefter ført langt væk, til et sted hvor de vokser op langs en kyst, inden de mange år senere vender tilbage til præcis det samme havområde hvor de klækkede, for at gyde.
For åle-arterne i Norge og resten af Europa er Sargassohavet deres gydeområde. Dette område ligger syd for Bermuda, så langt som 6000 kilometer fra Norge.
Åle-forsker ved Det norske Havforskningsinstitut Caroline Durif forklarer, at ålene kommer mange forskellige steder fra, tusindvis af kilometer fra Sargassohavet, hvor de skal ankomme på nogenlunde samme tid for at gyde, Så det er vigtigt, at de timer det rigtig godt,« understreger den norske åle-forsker.
Løsningen på det store spørgsmål om hvordan finder ålen vej tilbage til Sargassohavet, mener Caroline Durif må være, at når ålen svømmer langt og dybt hvor der er mørkt, må det være det eneste og mest stabile overhovedet, det er jordens magnetfelt.
Kloden er som en stor magnet, hvor intensiteten er stærkest ved polerne og lavest ved ækvator. Så hvis du kan måle intensiteten af der magnetiske felter, ved du også hvor langt mod syd eller nord, du er.
Den norske åle-forsker Caroline Durif mente derfor, at jordens magnetfelt kunne være den guide, som milliarder af ål verden over bruger til at finde hjem hvert år.
Sammen med gode forsker-kolleger begyndte Caroline Durif, fra det norske Havforskningsinstitut, at sammenligne alle verdens åle-arter, for at lede efter et fælles mønster. Her brugte forskerne allerede offentliggjorte data fra andre undersøgelser om ålens vandring, suppleret med satellitmærker til at spore ålenes bevægelser.
Derefter gik Caroline Durif og hendes kollegaer i gang med at beregne alle magnetfelterne i Atlanterhavet og Stillehavet.
»Vi fandt et fælles mønster og så, at åle-larverne altid drev mod højere magnetisk intensitet, altså mod polerne. Mens voksne fisk havde det modsatte mønster. De bevægede sig mod lavere magnetisk intensitet, altså væk fra polerne. Sådan var det for alle fem arter. Fuldstændigt det samme mønster så vi også på den sydlige halvkugle, fortæller åle-forskeren.
Resultaterne blev for nylig offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Fish and Fisheries.
Ålen tager ikke den korteste vej
Forskerne lagde mærke til noget interessant, da de studerede den mytiske åls migrations-mønster. Ålene svømmer mod det samme magnetfelt, som de oprindeligt kom fra. De tager ikke den korteste vej til deres gydeområde. Det betyder, at ål i Norge svømmer mere eller mindre lige sydpå, indtil de når det rigtige magnetfelt, eller breddegrad om man vil. Samme breddegrad, hvor de klækkede.
Når de er på den rigtige breddegrad, får det indbyggede kompas, de har i sig, dem til at dreje mod vest på det helt rigtige sted. Og så kommer de til præcis det samme område, som de kom fra mange år tidligere.
»Det er lidt som at være ude i vildmarken, finde en flod og så følge den til destinationen,« siger Caroline Durif og forklarer videre, at ålen under denne rejse starter kønsmodningen, som netop er ovre når ålen rammer præcist det samme sted i Sargassohavet, hvor de selv startede op.
Der er stadig uløste mysterier omkring ålen
Et endnu uløst mysterium, er hvor præcist der er ålene gyder. Det ved ingen endnu, for forskere har aldrig været i stand til at finde netop dette sted.
»Det skyldes muligvis, at gydepladsen bevæger sig lidt hvert år, ligesom jordens magnetfelt gør det. Men hvis forskningsfartøjer bruger samme strategi som ålene og følger aftagende magnetisk styrke, kan vi måske endelig få løst mysteriet, mener Caroline Durif fra det norske Havforskningsinstitut.
