Det mener Kurt Krogsgaard fra Business Consult International. Ved aktindsigt har han fået fremsendt papirer fra sagsbehandlingen om »Afsætningsfremme 2015«, der viser, at et projekt, der af NaturErhvervstyrelsen vurderes til ikke at have tilknytning til kystfiskeri har fået tilsagn om støtte på mere end 2 mio. kr. fordi det samtidig fik ét point som gives til projekter, der omhandler kystfiskernes afsætningsmuligheder.
Andre støtteberettigede kystfiskerprojekter er derved gået glip af disse midler.
I brev til Kurt Krogsgaard fra fødevareminister Esben Lunde Larsen afvises det, at der er begået fejl med begrundelsen: »Det nævnte projekt om afsætning til Kina blev vurderet som et kystfiskerprojekt, da der blev afsat kystfangede fisk, og derfor blev projektet prioriteret højere med et ekstra point. Tilskudsprocenten blev dog nedsat i sagsbehandlingen, da tilskudsmodtageren ikke kunne garantere, at der udelukkende blev afsat fisk fra kystfiskerfartøjer. Tilskudsmodtager fik derfor kun tilsagn om tilskud til 50 % af de støtteberettigede udgifter, og ikke 75 % som kystfiskerprojekter normalt har mulighed for«.
Da NaturErhvervstyrelsen reducerer den ansøgte støtte fra 75% til 50% tilkendegiver styrelsen altså, at projektet ikke har tilknytning til kystfiskeri.
Enten må et projekt kunne henregnes som et kystfiskerafsætningsprojekt, der får et ekstra point og en tilskudsprocent på 75, eller også må der være tale om et alm. afsætningsprojekt med en støtteprocent på 50, og ikke noget ekstra point for at omhandle kystfiskernes afsætningsmuligheder.
NaturErhvervstyrelsens ræsonnement har jo den ulogiske konsekvens, at et projekt som ikke vurderes at have tilknytning til kystfiskeri får et milliontilskud, helt nøjagtig 2.055.107 kr., udelukkende fordi det blev pointvurderet som et kystfiskerprojekt. Det giver ingen mening!
Det er vanskeligt at konkludere andet end, at det er en fejlagtig sagsbehandling.
Hvad mener du?