Beredskabsstyrelsen holder fortsat hesterejefiskeriet ved Rømø i et kvælende jerngreb på grund af »akut minefare«. Men mens ministeren insisterer på at holde kutterne i havnen under dække af en langvarig undersøgelse, ryster krigseksperter på hovedet: Tændladningerne væk, og faren er lig nul. Så hvorfor løfter Lisbeth Bech-Nielsen ikke bare røret til Søværnets minører?
Leder af Redaktionen, FiskerForum.dk
Siden den 29. maj 2026 har fiskeriet efter hesterejer i Vadehavet vest for Rømø ligget fuldstændig stille. Årsagen? Et pludseligt og totalt forbud fra Beredskabsstyrelsen, der med ét har valgt at håndhæve en støvet bekendtgørelse fra 2005. Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab, Lisbeth Bech-Nielsen (SF), har forsvaret det ødelæggende indgreb med, at det sker af rene sikkerhedshensyn, fordi havbunden angiveligt spærrer på livsfarlig ammunition og sprængstof fra Anden Verdenskrig.
Udtalelsen vækker dog dyb undren og professionel hovedrysten hos landets førende eksperter i krigshistorie og ammunition. En af dem er Gert Normann Andersen fra Sea War Museum Jutland, og han skyder ministerens argumenter direkte ned under havoverfladen. For ham at se er det grotesk, at ministeren lammer et helt erhverv uden overhovedet at have undersøgt de reelle og faktiske forhold.
»Hvorfor undersøger ministeren ikke sagen? Hvis hun spørger Søværnets minører, vil hun få samme svar som hos mig. Sidste mine, der sprang, var i 1968, og siden er der ikke sprunget nogen. Det er et bevis på, at der ingen fare er overhovedet,« siger Gert Normann Andersen til FiskeriTidende.dk
Virkeligheden på havet: Tomme skaller og udtæret jern
At den såkaldte minefare er en ren skrivebordsbetinget illusion, fik man det endegyldige bevis på så sent som torsdag den 18. juni. Her fik en fisker fra Hvide Sande en af de famøse, »livsfarlige« gamle miner i trawlet. Billederne, der efterfølgende blev sendt til museet, taler deres helt tydelige sprog: Minen er fuldstændig udtæret og tæret op af saltvandet. Der er intet sprængstof eller funktionel tændladning tilbage – det er intet andet end en tom jernskal.
Alligevel vælger SF-ministeren at køre ufortrødent videre ud af forbudsstien under påskud af, at der nu skal laves en langvarig risikovurdering. Det virker ærligt talt tudetosset. Hvis ministeren reelt var bekymret for sikkerheden, kunne hun med et enkelt opkald til Søværnets Dykkertjeneste og minører få bekræftet, at tændmekanismerne på disse gamle efterladenskaber for årtier siden er rustet væk. Søværnets eksperter har den faglige myndighed til med et enkelt pennestrøg at erklære farvandet for operationelt sikkert for fiskeriet.
Den nemme løsning koster dyrt på havnene
For fiskerne på Rømø og i Hvide Sande efterlader det hele en ekstremt bitter smag i munden. Det fremstår i stigende grad som om, at det har været nemmere for myndighederne blot at sige nej og udstikke et forbud for at være på den “sikre side” frem for at bruge den sunde fornuft.
Som Gert Normann Andersen tørt konstaterer, er det nemt at sige nej, fordi man så som minister personligt ikke løber nogen risiko. Problemet er bare, at der ifølge eksperterne heller ikke er nogen risiko ved at lade fiskeriet fortsætte.
Det er på høje tid, at Lisbeth Bech-Nielsen stopper med at gemme sig bag bureaukratiske undersøgelser og i stedet ringer til de folk, der rent faktisk ved, hvordan virkeligheden ser ud på havbunden. Man kan ikke lukke et historisk erhverv og true fem generationers fiskeri på Rømø med økonomisk ruin baseret på spøgelser fra fortiden, som eksperterne for længst har afblæst.
