Regeringsforhandlingerne spidser til, og venstrefløjen – den rød-grønne blok – nærmer sig angiveligt en aftale, med blandt andre Martin Lidegaard fra Det Radikale Venstre i spil som ny fødevare-, landbrugs- og fiskeriminister og en kurs, der kan sende chokbølger gennem fiskeriet.
Med Lidegaard (RV) som fiskeriminister lægges der op til en ændret kurs i fiskeriet, hvor fangst erstattes af formidling og fiskeriet gentænkes fra bunden.
Det, mange i erhvervet har frygtet og andre knap har turdet forestille sig, er nu rykket tættere på virkeligheden.
Efter længere tids politisk tovtrækkeri tyder meget på, at en ny regering med de såkaldte »røde og grønne« partier er ved at falde på plads. Samtidig tegner der sig et opsigtsvækkende navn til posten som fiskeriminister: Martin Lidegaard (RV). Og med det følger, ifølge kilder tæt på forhandlingerne, en helt ny retning for dansk fiskeri.
I de interne oplæg, som cirkulerer omkring regerings-forhandlingerne, arbejdes der med en model, hvor fiskeriet i langt højere grad skal omstilles fra fangst til formidling.
Tanken er, at fiskerne fortsat skal på havet, men i en anden rolle end hidtil. I stedet for at lande fisk skal de i højere grad dokumentere livet i havet, registrere bundforhold og formidle deres viden til både myndigheder og offentlighed. Samtidig lægges der op til, at flere fartøjer skal bruges til at sejle turister ud og give indblik i havmiljøet.
En kilde beskriver retningen sådan: »Fiskerne har en unik viden om havet – og nu skal den i højere grad bruges til at fortælle historien om det, frem for at hente ressourcer op af det«.
Planerne rækker også ind i selve fiskeriets redskaber. Trawl, som i årevis har været genstand for debat, beskrives i oplæggene som et redskab, der i stigende grad bør høre fortiden til. Der arbejdes derfor med idéer om at udfase trawl i flere områder og i stedet lade dele af flåden overgå til det, der betegnes som »skånsom observation« af havmiljøet. Samtidig overvejes det, om ældre redskaber kan få en ny rolle som en del af formidlingen af fiskeriets historie.
Et centralt element i forslaget er en ordning, der internt omtales som »frivillig nøgledrejning«. Her vil fiskere kunne få økonomisk støtte til at stoppe deres nuværende fiskeri og i stedet omlægge til nye aktiviteter som naturformidling, dataindsamling eller turisme. Ifølge oplægget er målet ikke at lukke fiskeriet, men at tilpasse det til det, der beskrives som fremtidens behov.
På havnene rundt om i landet bliver udviklingen fulgt tæt
Meldingerne er blandede, men præget af en vis undren over perspektiverne. Flere peger på, at erhvervet gennem årene har været igennem mange forandringer, men at dette vil være noget helt andet. Andre tager situationen med et glimt i øjet og bemærker, at hvis fiskerne fremover skal være naturguider, så må man håbe, der stadig er noget at vise frem.
Om planerne bliver til virkelighed, er endnu uvist. Forhandlingerne er fortsat i gang, og meget kan ændre sig i sidste øjeblik. Men hvis kursen holder, kan dansk fiskeri stå over for en af de største omstillinger i nyere tid.
…og hvis du nåede helt hertil så rigtig god 1. april
Kilde: Ranslirpa – FiskerForum.dk




















