Manganknolde på 4-6 kilometers dybde rummer nikkel, kobolt og kobber til den grønne omstilling. Men “støvsuger-minedrift” kan smadre sårbare økosystemer, vi stadig ved alt for lidt om.
Artiklen beskriver det store dilemma ved dybhavsminedrift: På den ene side ligger der enorme mængder manganknolde på havbunden – klumper, der indeholder metaller, som bruges i blandt andet batterier, elbiler, vindmøller og elektronik. I områder som Clarion-Clipperton-zonen i Stillehavet vurderes mængderne at være gigantiske, og teknologien til at hente dem op er under udvikling.
På den anden side er konsekvenserne for havbunden alvorlige. Metoden beskrives som mejetærsker-lignende maskiner, der skraber og »støvsuger« havbunden, hvilket kan skabe store sedimentskyer, frigive tungmetaller i vandet og ødelægge levesteder for bunddyr – fra svampe og søagurker til mikroliv, som er grundlaget for hele dybhavets fødenet. Forskere peger på, at vi stadig mangler store, langvarige studier – og at en stor del af havbunden slet ikke er udforsket.
Kristoffer Szilas, geolog og lektor på Københavns Universitet, med en 90 millioner år gammel manganknold. (Video: Videnskab.dk)
Artiklen stiller dermed spørgsmålet: Er dybhavsminedrift »det mindste af to onder« (hvis alternativet er hård minedrift på land med skovrydning og forurening), eller bør vi holde igen, satse på genbrug, mindre metalforbrug og nye batterityper, og først åbne for minedrift, når vi ved langt mere – og når regler og beskyttede zoner er på plads.
Læs artiklen i videnskab.dk her »Dilemma i dybhavet: Skal vi støvsuge havbunden for værdifulde metaller?«
I 2022 testede virksomhederne The Metals Company og AllSeas et samlet system til indsamling af manganknolde på havbunden i Clarion-Clipperton-brudzonen i Stillehavet. (Video: The Metals Company)




















