I år er der fanget lidt over fem tons blåfinnet tun i de danske farvande. Men reglerne tillader ikke, at lystfiskernes tun sælges på danske fiskeauktioner. Det mener Lasse Nordahl, auktionsmester hos Fiskeauktion Danmark i Gilleleje, er en skam.
»Det ville give god mening, at tunen blev afsat direkte til en opkøber eller via auktion. Lystfiskerne kunne eventuelt få 10 procent af salget eller kødet, mens resten kunne bidrage til at genoprette fiskebestandene i Danmark,« siger han. På den måde mindskes man også risikoen for, at tunen florerer på et ukontrolleret marked.
Det har Fiskeritidende.dk skrevet om
Kvote og dansk lystfiskeri
Danmarks kvote på 5 tons tun i 2025 stammer fra en bytteaftale med Spanien. I denne aftale har Danmark overført en kvote på makrel til Spanien, og til gengæld har Danmark modtaget en kvote på 5 tons almindelig tun. Denne ordning er en del af EU’s forvaltning af tunbestanden og er aftalt inden for rammerne af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet (ICCAT).
Ifølge bekendtgørelse nr. 1032 af 25. juli 2025 er det kun lystfiskere, der har deltaget i DTU Aquas mærkningsprojekt i 2024, der kan ansøge om tilladelse til at fiske og lande tunen. Fiskeriet er åbent i den danske del af Skagerrak, Kattegat og Øresund i begrænsede perioder fra 8. september til 26. september 2025 og igen fra 6. oktober til 31. oktober 2025. Fangede tun må ikke sælges og skal umiddelbart efter landing stilles til rådighed for DTU Aqua til videnskabelige prøver.
Denne ordning har skabt debat i fiskerimiljøet, da danske erhvervsfiskere tidligere har landet tun i Danmark.
Der er opfordringer til, at danske erhvervsfiskere også får adgang til denne kvote, da det virker besynderligt, at tunen, som tidligere er landet af erhvervsfiskere, nu kun tildeles lystfiskere.
Danmark har ikke en permanent tun-kvote som Norge og Island
Kvoten er fordelt på lystfiskere, selvom de danske erhvervsfiskere reelt har stillet muligheden til rådighed ved et kvotebytte.
Erhvervsfiskerne burde også kunne få adgang til Tun-kvoten, såfremt bestanden tillader det, og selvfølgelig at biologerne giver grønt lys for fangst af tun.
De blåfinnede tun vurderes at kunne indbringe gode priser på markedet:
I 2019 fik en sildefisker fra Gilleleje, der var ud at trawle sild ved Anholt, en 280 kilo og 2,63 meter lang blåfinnet tun i trawlet. Tunen blev efterfølgende solgt for 140 kroner per kilo, hvilket indbragte næsten 40.000 kroner. Men tunen har også været dyrere, afhængigt af udbud og efterspørgsel.
Men regner man med den pris, ville man kunne have solgt den største tun i år på 397,5 kilo for 55.650 kroner, mens den samlede værdi af alle de fangede tun på 5.136 kilo, ville lyde på hele 719.040 kroner.
Til sammenligning er tun-priserne i Japan langt højere:
Vender man blikket mod Asien, er priserne endnu højere for blåfinnet tun. I januar i år blev der i Japan solgt en blåfinnet tun på 276 kilo for 9,4 millioner kroner.
Rekordprisen for en blåfinnet tun finder man tilbage i 2019, hvor en blåfinnet tun på 278 kilo, blev solgt på Toyosu Market i Tokyo for 333,6 millioner yen. Det svarede dengang til omkring 20,3 millioner danske kroner.
Køberen var Kiyoshi Kimura, ejer af sushi-kæden Sushi Zanmai, kendt som den japanske »tun-konge«. Dette var den hidtidige rekordpris for en tunfisk.
Hvorfor undlades de danske erhvervsfiskere
Det virker besynderligt, at tunen som tidligere blev landet af erhvervsfiskere, nu kun må fanges af lystfiskere. Erhvervsfiskerne bør have historisk ret og adgang til kvoten, da de både har erfaring og infrastruktur til at sikre, at tunen afsættes kontrolleret og kan bidrage til både markedet og genopretning af fiskebestandene.
Som det er nu, er det jo erhvervsfiskerne, der har givet muligheden, men de må ikke selv fange tunen. Det giver ingen mening.
