Limfjordsfisker rammes af trawlforbud – Beder MOF om kompensation for knust fremtid

Miljø- og Fødevareudvalget (MOF) har modtaget dette brev fra fisker Anders Bonde vedr. fiskeriet i Limfjorden

Fisker Anders Bonde, 38 år fra Skive og femte generations fisker fra Limfjorden, beskriver i et personligt brev til fiskeriordførerene sin livslange tilknytning til fiskeriet og de store investeringer, han foretog i 2018 for at sikre sin fremtid som selvstændig østersfisker.

Siden da er han blevet ramt af alvorlige arbejdsulykker, Corona-nedlukning, sygdom i østersbestanden og gentagne fiskeristop, hvilket har ført til stigende gæld og psykisk pres.

Han har forsøgt at omstille sig ved at tage arbejde som færgenavigatør og uddanne sig til maskinmester, men sommeren 2025 medfører trawlforbuddet det endelige stop for østersfiskeriet i hans område.

Anders beder nu om kompensation for sine østersrettigheder, så han kan komme værdigt ud af et erhverv, der har været i hans familie i fem generationer.

Du kan læse hele fisker Anders Bondes brev til Miljø- og Fødevareudvalget her

Men Anders Bonde er kun én fisker ud af mange
Man kan spørge sig selv, hvorfor Limfjordens mest regulerede fiskeri skal gøres til syndebuk?

Med trawlforbuddet pr. 1. juli 2025 sætter man reelt punktum for østers- og muslingeerhvervet i Limfjorden. Det er ikke bare et reguleringsgreb; det er en afvikling af generationers levevej. Og for hvad? Beviserne for, at netop dette fiskeri — som i forvejen er blandt Danmarks mest regulerede og kun foregår på nogle få procent af fjordens bund — skulle være hovedskurken bag Limfjordens tilstand, glimrer fortsat ved deres fravær. Der foreligger ikke entydig dokumentation for, at netop dette fiskeri er den primære årsag til fjordens problemer. Så det er stadig en gåde, at man politisk tør træffe så vidtgående beslutninger uden en klar dokumentation.

Hvis naturbeskyttelse var målet, hvorfor vælger man så et forbud, der rammer så selektivt og så hårdt, i stedet for målrettede indsatser mod de velkendte presfaktorer? Hvor er proportionaliteten? Hvor er konsekvensanalysen, der retfærdiggør at knuse et kysterhverv for at opnå en »tvivlsom miljøgevinst?«

Virkeligheden er, at fiskerne i Limfjorden allerede lever med sæsoner, kvoter, lukkede områder, biologisk kontrol og overvågning, som få andre erhverv ville acceptere. Alligevel gøres de til symbolske syndebukke. Det er politisk bekvemt — men fagligt tyndt og socialt uansvarligt.

Skal man lukke et erhverv, må man som minimum kunne dokumentere årsag og effekt. Indtil da bør man standse forbuddet, fremlægge den faglige evidens for offentligheden og indgå i reel dialog med erhvervet. Og hvis man alligevel fastholder kursen, må der komme en hurtig, fair og fuldt dækkende kompensation for rettigheder, fartøjer og investeringer — så mennesker, familier og lokalsamfund ikke efterlades i økonomisk ruin.

Naturen skal beskyttes. Men politik uden beviser og uden ansvar for de mennesker, den rammer, er ikke bæredygtighed. Det er bare afvikling.