Milliarder er klar til støtte, mens stigende energipriser presser hele fiskeri- og akvakultursektoren. Europa-Kommissionen har nu aktiveret en særlig krisemekanisme, der skal hjælpe fiskere og virksomheder i fiskeri- og akvakultursektoren, som er ramt af konsekvenserne af konflikten i Mellemøsten.
Ordningen gør det muligt for EU-landene at give økonomisk støtte til fiskere, opdrættere, forarbejdningsvirksomheder og detailhandlere, der oplever tab og stigende omkostninger. Hjælpen gælder med tilbagevirkende kraft fra 28. februar 2026.
Pengene kommer fra EU’s eksisterende fiskerifond (EMFAF), hvor der stadig er omkring 760 millioner euro til rådighed. Det er op til de enkelte medlemslande at beslutte, om de vil bruge ordningen, og hvordan støtten skal fordeles.
Hårdt pres fra stigende priser – Konflikten i Mellemøsten har sendt priserne på energi og råvarer i vejret. Det har gjort det markant dyrere at drive fiskeri og akvakultur i EU – så meget, at nogle fiskefartøjer allerede har måttet indstille driften.
Derfor kan landene nu give to former for støtte:
- Kompensation for tabt indtjening og ekstra udgifter, fx til brændstof
- Støtte til midlertidig oplagring af fisk for at stabilisere priserne
Støtten er midlertidig og gælder frem til udgangen af 2026.
Flere hjælpepakker på vej
EU arbejder samtidig på yderligere støtte i form af statsstøtte til de mest pressede dele af sektoren. En ny midlertidig ordning forventes klar inden udgangen af april.
Afslører en sårbar sektor – Krisen har også tydeliggjort, hvor afhængig fiskerisektoren er af fossile brændstoffer. Ifølge Kommissionen er en hurtigere grøn omstilling afgørende for at sikre branchens fremtid.
Baggrund
Siden slutningen af februar har konflikten i Mellemøsten forstyrret de globale energimarkeder. Angreb på energiinfrastruktur og lukningen af Hormuzstrædet har fået oliepriserne til at stige kraftigt og påvirket handlen mellem EU og regionen.
EU: Sektoren skal ikke stå alene
EU’s fiskerikommissær, Costas Kadis, understreger, at hjælpen er nødvendig:
»De mennesker, der bringer fisk og skaldyr til vores borde, fortjener vores fulde støtte. Dagens beslutning sikrer, at de ikke står alene. EU står sammen med dem.«




















