Det spørgsmål har en ny tysk undersøgelse fra GEOMAR undersøgt om det udelukkende er overfiskning, der har sat markante genetiske spor i torsken i den centrale Østersø.
Den østlige Østersøtorsk (EBC) har stor betydning for både naturen og økonomien. Den er en af de vigtigste fisk i Østersøen og tidligere blev der fanget op til 400.000 tons om året. Men overfiskeri har gjort stor skade. Siden midten af 1990’erne er antallet af torsk faldet kraftigt, bl.a. fordi iltforholdene i dybt vand er blevet dårligere, og fordi to vigtige steder, hvor torsken lægger æg, er forsvundet. Torsken bliver nu kønsmoden, når den er mindre, og den er generelt i dårligere form.
Selvom det siden 2019 har været forbudt at fiske målrettet efter denne torsk, er bestanden stadig ikke kommet sig. Det er endnu ikke klart, om de ændringer, vi ser, skyldes langsommere vækst, dårligere miljø, højere dødelighed eller om torsken har ændret sig genetisk som reaktion på fiskeriet. I denne undersøgelse brugte forskerne en ny måde at bestemme torskenes alder på og analyserede deres DNA fra fisk fanget mellem 1996 og 2019. Formålet var at finde ud af, om ændringerne er midlertidige eller om torsken har ændret sig over tid på grund af menneskers fiskeri.
Resultaterne viser, hvordan genetiske analyser kan hjælpe os med at forstå, hvordan fiskene tilpasser sig og forandrer sig, når de udsættes for stort fiskepres.
Læs artiklen »›Schrumpfende‹ Dorsche: Wie der Mensch das Erbgut der Fische verändert« (Tysk)
Dette arbejde blev finansieret af forskeruddannelsesgruppen Translational Evolutionary Research og desuden støttet af den tyske forskningsfond (DFG) gennem forskningsinfrastrukturen NGS_CC som en del af Next Generation Sequencing Kompetencenetværket (projekt 423957469).
Rapporten vækker dog berettiget undren
Det kan være svært ikke at stille sig kritisk an, når man har læst rapporten, trods det faktum at GEOMAR-rapporten er publiceret i Science Advances, hvilket normalt vidner om høj faglig standard og peer review (kvalitetskontrol-proces), så efterlader den et ønske om også at have taget andre væsentlige forklaringer og perspektiver med, udover at fokuserer på et for stort fiskepres.
Rapporten fra GEOMAR er baseret på genetisk analyse og otolitter fra 152 torsk fanget over 25 år, og det er i sig selv et solidt og anerkendt metodegrundlag. Kombinationen af genomisk data og vækstmønstre giver stærke indikationer på, at fiskeriinduceret selektion, altså overfiskning af store individer har haft evolutionære konsekvenser for torskebestanden i den centrale Østersø. Det er både plausible og veldokumenterede mekanismer.
Begrænsninger og manglende perspektiver:
Dog kunne man ønske sig, at rapporten havde medtaget andre kendte og veldokumenterede stressfaktorer for Østersøtorsken, som:
- Miljøforurening og iltsvind
- Parasitter fra gråsæler
- Konkurrence og predation fra sild, brisling og skarv
- Klimatiske ændringer og lav saltholdighed
Rapporten skaber en snæver fokusramme, hvor overfiskning alene fremstår som årsagen til ændringer i torskens biologi og genetik. Dermed kan rapporten opfattes som selektiv i sin udformning, idet den udelader vigtige økologiske sammenhænge, som kunne nuancere eller supplere forklaringen på, hvorfor Østersø-torsken er krympet..
Rapporten fra GEOMAR dokumenterer ellers på overbevisende vis, at langvarig overfiskning har medført genetiske ændringer hos Østersøtorsk, en vigtig erkendelse med betydning for fiskeriforvaltning og biologisk mangfoldighed.
Men rapportens konklusioner syntes at hvile på en, for mange ensidig forklaringsmodel, hvor der næsten udelukkende fokuseres på overfiskning som den primære årsag bag torskens reducerede størrelse og vækst. At centrale økologiske faktorer, som interarts-konkurrence, miljøforurening og parasitter ikke nævnes, kan kun opfattes som metodisk og fagligt problematisk, og det reducerer kompleksiteten i torskens komplekse og sammensatte krise.
Derfor kan man med rimelighed have ønsket, at rapporten havde været mere objektiv i sin tilgang, og den bør udelukkende ses som et bidrag til forklaringen, snarere end den fulde forklaring. Så for at forstå og genskabe torskebestanden i Østersøen, er der brug for bredere undersøgelser, der ser på både arvelige forhold, miljøpåvirkninger og samspillet med andre arter.
