Fiskerierhvervet er i krise. Nye nedskæringer på fiskekvoterne i Østersøen rammer hårdt, og fiskerne må i stigende grad se på alternative løsninger for overlevelse. Flere overvejer selvpensionering eller ophugningsstøtte.
Man kunne i stedet for at fokusere på nedgang og afvikling, prøve at tænke anderledes og i udvikling, som at finde muligheder så man fortsat kan leve af havet – på en ny og bæredygtig måde.
Det skriver stifter af Havhøst Joachim Hjerl om på siden Havhøst.dk Han har i en årrække bevæget sig inden for den nytænkende del af mad-branchen, hvor han bl.a. har udviklet mad-festivaler og drevet detail-butikker samt arbejdet med at skabe et regenerativt fødevaresystem i Danmark og Norden.
Han skriver videre, i stedet for kun at jagte de fisk, der svømmer væk, kan fiskerne måske begynde at ›fiske‹ på en anden måde. Hvad nu, hvis de kunne samle det op, der bliver på havbunden? For eksempel tang og muslinger. Begge arter trives i et næringsrigt hav og kræver ikke fiskeri på havbunden, som vi kender det. I stedet kan de dyrkes i hav-marker, hvor der ikke røres ved bunden, og som samtidig hjælper med at rense havet og forbedre økosystemet.
Fisker / Havhøster – en ny rolle for erhvervsfiskeriet
Fremtidens fisker behøver ikke nødvendigvis at være den, der hiver garnet efter fisk. Han eller hun kan blive ›havhøster‹, som dyrker regenerativt (genopbygge) i havet. Det kan være ved at dyrke muslinger, østers eller tang i små hav-marker tæt på kysten. Det kræver ikke store investeringer i nyt udstyr – det samme grej, den samme viden og de samme fartøjer kan bruges, men med en ny tilgang til havets ressourcer.
Denne type hav-dyrkning kræver ikke kunstgødning eller medicin, og afgrøderne vokser uden brug af kemikalier. De optager næringsstoffer fra havet og producerer ilt – en naturlig proces, der kan hjælpe med at forbedre miljøet i kystnære farvande. Samtidig giver det fiskerne en ny mulighed for at få indtægt, uden at de skal jage de fiskebestande, der er i tilbagegang.
Hindringer skal fjernes
For at denne nye tilgang kan få succes, er det vigtigt, at der skabes incitamenter for fiskerne. I dag er reglerne for hav-dyrkning meget strenge, og mange fiskere, der gerne vil prøve at etablere små hav-marker, møder barrierer i form af bureaukrati og dyre prøvetagninger. Hvis vi vil have, at fiskerne skal kunne fortsætte med at arbejde på havet, er det nødvendigt at gøre det lettere for dem at dyrke tang og muslinger. Det kan være ved at forenkle ansøgningsprocessen og gøre det billigere at få tilladelser til at dyrke på mindre skala.
Nogle fiskere er allerede begyndt at prøve kræfter med hav-dyrkning. De er pionerer, og afhængig af deres succes vil flere følge trop. Det er på tide at støtte op om denne udvikling, før de sidste fiskere går på pension. Med de rette incitamenter kan kystfiskerne blive hav-høstere, der både skaber nye jobs og hjælper med at forbedre havmiljøet.
Fremtidens fiskeri handler ikke kun om at fange det, der bevæger sig i havet – men også om at dyrke og passe på det, der allerede er der