EU-kravene til selektionspaneler i det demersale fiskeri i Kattegat (ICES-område 3aS) omfatter alle fartøjer, herunder fartøjer under 10 meter.
Kattegat
For at beskytte torsken i Kattegat er der fastsat specifikke EU-regler for selektionspaneler i det demersale fiskeri i Kattegat. Reglerne er fastsat i den årlige TAC/kvote-forordning. Dermed fastsættes der i TAC/kvoteforordningen krav om brug af mere selektive redskaber end de redskaber, der er fastsat i forordningen om tekniske foranstaltninger, forordning (EU) 2019/1241.
De redskabsregler, der er fastsat i TAC/kvote-forordningen, gælder for alle fartøjer i det demersale fiskeri i Kattegat, der fisker under redskabskoderne: OTB, OTT, OT, TBN, TBS, TB, TX og PTB.
Såfremt fartøjer deltager i et projekt med fuldt dokumenteret fiskeri, kan de normale selektionspaneler, som er fastsat i forordningen om tekniske foranstaltninger, fortsat benyttes.
Hvis fiskerikontrollen foretager kontrol på et fartøj og observerer, at redskabet ikke er i overensstemmelse med reglerne, vil det derfor blive behandlet som en overtrædelse og blive sanktioneret efter reglerne.
Den gældende TAC/kvote-forordning er forordning (EU) 2022/109, hvor reglerne om selektionspaneler er fastsat i artikel 17. Reglerne dækker fartøjer, der fisker under redskabskoderne: OTB, OTT, OT, TBN, TBS, TB, TX og PTB.
Artikel 17 – Afhjælpende foranstaltninger for torsk i Kattegat
1. EU-fartøjer, der fisker i Kattegat med bundtrawl med en mindstemaskestørrelse på 70 mm, skal anvende et af følgende selektive redskaber:
a) en sorteringsrist med højst 35 mm mellem tremmerne med en ublokeret åbning, hvor fisk kan slippe ud
b) en sorteringsrist med højst 50 mm mellem tremmerne, der adskiller fladfisk og rundfisk, med en ublokeret åbning, hvor rundfisk kan slippe ud
c) et SELTRA-panel med en maskestørrelse på 300 mm (kvadratmasker)
d) et reguleret, meget selektivt redskab, hvis tekniske specifikationer ifølge en videnskabelig undersøgelse vurderet af STECF medfører, at der fanges mindre end 1,5 % torsk, forudsat at det er det eneste redskab, fartøjet medfører om bord.
2. De EU-fartøjer, der deltager i et projekt, der gennemføres af en medlemsstat, og som råder over fungerende udstyr til fuldt dokumenteret fiskeri, kan anvende et redskab, der opfylder betingelserne i del B i bilag V til forordning (EU) 2019/1241. De pågældende medlemsstater meddeler Kommissionen en liste over disse fartøjer.