Halvårsstatistikken for fiskeriet i de danske havne viser, at Skagen havn har øget sin markedsandel på mængden af landede fisk til 43 procent og landingsværdien til 30 procent.
Næsten halvdelen af de fisk, der landes i de danske havne, ender statistisk set i Danmarks nordligste havn. Fiskeristyrelsens halvårsstatistik for 2019 viser, at Skagen Havn udbygger sin position som Danmarks største fiskerihavn.
I første halvår er der landet 225.000 tons fisk i Skagen, mens der i alle danske havne totalt er landet 521.000 tons fisk. Skagen havn har øget sin markedsandel fra 37,7 procent i samme periode sidste år til 42,6 procent.
Jeg glæder mig naturligvis over, at vi har øget vores markedsandel på både værdi og mængder. Den udvikling understøtter vi med etape 3 udvidelsen af havnen, som er i fuld gang, og som udbygger faciliteterne for fiskeriet og fiskeindustrien, siger Willy B. Hansen, adm. direktør for Skagen Havn.
Landingsværdien i Skagen Havn i første halvår af 2019 udgjorde 541 millioner kroner, mens alle danske havne ilandbragte fisk for 1,8 milliarder kroner. Her har Skagen havn øget sin markedsandel i første halvår fra 26,1 procent til 29,4 procent.
Fiskenes værdi er steget
Generelt har der været en reduktion i antallet af landede fisk med 24 procent i de danske havne, mens tallet for Skagen havn er 15 procent. Værdien af de landede fisk er i gennemsnit faldet med 15 procent i de danske havne og med fire procent i Skagen havn.
Procentvis kan vi se, at værdien af fiskene er faldet mindre end mængderne. Det skyldes, at prisen på fiskene generelt er højere, og det er selvfølgelig rigtig positivt for fiskere, når mængderne reduceres. Fx er der landet langt færre blåhvilling og tobis end sidste år, men priserne er steget på mange arter, konstaterer Willy B. Hansen.
Fiskerne i Skagen står for 80 procent af landingsmængden for pelagiske arter, 42 procent af industriarter og 43 procent af konsumarter.
Endelig viser halvårsstatikken, at de svenske fartøjer i Skagen havn har øget værdien af deres landinger med 26 procent fra samme periode sidste år til 102 mio. kroner. De udenlandske fartøjer står for godt halvdelen af landingsværdien i Skagen havn.
Skagen havn har en position, som svenskernes foretrukne landingsplads. Flere svenske rederier har basisfaciliteter i Skagen havn, og det ser vi som et udtryk for, at de er tilfredse med havnens placering, muligheder og faciliteter, siger Willy B. Hansen.