Hos FF Skagen måtte forventningerne til dette års tobissæson nedjusteres ad flere omgange. Først grundet den overraskende lave kvote, og sidenhen fordi der ikke var tilstrækkelige mængder fisk i de områder, fiskerne hovedsageligt måtte fiske i.
»For fabrikken har det derfor været en noget skuffende tobissæson. Vi har manglet tonnage på råvaresiden, som vi ikke har kunnet hente igen,« siger Fish Supply’s Director ved FF Skagen, John B. Christensen. Han forklarer, at alle havde en forventning om en god kvote efter sidste års skrabetogt, der er biologernes metode til at skabe grundlag for at fastsætte kvoten for tobis.
»Men først måtte vi nedjustere vores forventninger, da kvoten viste sig at være rigtig lav. Sidenhen måtte vi nedjustere endnu engang, fordi der simpelthen ikke var nok fisk i de områder, hvor fiskerne primært måtte fiske. Hen mod slutningen af sæsonen var der så meget yngel og bifangst, at det faktisk ikke gav mening at fortsætte, så sæsonen stoppede tidligere end vanligt,« forklarer Fish Supply Directoren videre.
John B. Christensen understreger, at lige præcis tobiskvoten har uhyre stor betydning for FF Skagen, og han kalder det heldigt, at den lave kvote i denne omgang ikke har givet anledning til afskedigelse af medarbejdere, da det i denne sæson har været muligt at beskæftige dem andre steder i koncernen.
Virksomheden skal ikke længere tilbage end 2012, hvor en dårlig tobiskvote tvang fabrikken til at afskedige 20 medarbejdere. men som noget positivt omkring tobis sæsonen 2019, fremhæver John B. Christensen driften på det nye losseanlæg i Skagen: »Vi havde med spændt forventning set frem til at bruge det nye losseanlæg, og disse forventninger blev indfriet positivt, – det har bare kørt rigtig godt,« fortæller han.