Det skriver pensionist og fhv. fisker samt medlem af Levende Havs Bestyrelse, Kurt Svennevig Christensen i et debatindlæg i Jyllands-Posten. Han mener Fiskeristyrelsen og dermed også fiskerne, er ansvarlig for udryddelsen af torsken, ved at tillade et overfiskeri og at vi derfor nu er vidner til en menneskeskabt naturkatastrofe i de danske farvande.
Kurt Svennevig Christensen skriver videre i sit indlæg, at de få, der var så heldige at få torsk til nytårsaften, måtte betale en høj pris for fisken. Torsken er blevet en kostbar fisk, ikke kun mellem jul og nytår, men hele året, skriver han. Det er den, fordi de ansvarlige ikke har taget vare om denne værdifulde naturressource torsken er. Torsken i de danske farvande er overfisket, og det er den, selvom den er fanget under en af verdens største og dyreste fiskeriforvaltninger (fiskeristyrelsen). Hvordan kunne det gå så galt? spørger han retorisk.
Du kan læse debatindlægget her i JP.dk
De netop afsluttede fiskeriforhandlinger i Bruxelles viser netop dét, siger han. Biologer havde anbefalet en kvote på 24 tons torsk i Østersøen. Men med Danmark i front lod man hånt om de anbefalinger og fastsatte en kvote på 340 tons torsk i farvandet i 2024.
Det er ikke overraskende, at ministrene ignorerer den biologiske rådgivning, skriver Kurt Svennevig Christensen videre og konkluderer, at nu er torsken ved at være udryddet. Hvis vi ser på landinger, så er torsken blevet en saga blot – og det gælder desværre også i Kattegat og i store dele af Nordsøen, forklarer han.
Kurt Svennevig Christensen skriver videre, at danske fiskere tilbage i 1996 landede 90.258 tons torsk fra de danske farvande. I 2023 landede de i alt 5.433 tons, og hovedparten af de torsk i 2023 blev fanget højt mod nord og ude på de dybe vande. Her nævner han, at landingerne af torsk allerede i 1996 var reduceret til kun en tredjedel af den mængde torsk, de danske fiskere landede i midten af 1980’erne – blot 10 år tidligere.
Var det kun os, der elsker den kogte torsk, og som mister dette gastronomiske højdepunkt, kunne vi også leve med det. Men vores tab er for intet at regne i forhold til, hvad vi alle sammen mister med udryddelsen af torsken, siger den tidligere fisker Kurt Svennevig Christensen. »Vi er vidner til en menneskeskabt naturkatastrofe i de danske farvande.«
De kystnære farvande og fjorde fik i 2023 lidt af den folkelige og deraf affødte politiske opmærksomhed, som denne vigtige natur fortjener. Men vores fokus på landbruget, kvælstof, iltsvind og fiskedød har skygget for mis-forvaltningen af torsken og den tilhørende hav-natur. Det er ikke landbruget, men Fiskeri-forvaltningen, der har ansvaret for, at torsken nu er ved at være udryddet, hævder den tidligere fisker fra Thyborøn.
Han mener videre, at den igangværende naturkatastrofe kunne være forhindret, hvis Fiskeri-forvaltningen havde taget et større og bredere hensyn end det meget snævre hensyn til erhvervs-fiskeriets behov for fisk og skaldyr.
For torsken er meget mere end blot en »spisefisk«. Torsken er, eller rettere sagt torsken var den fisk, der bestemte og styrede hav-naturen og livet i de danske farvande. Det var bl.a. torsken og alt det liv, der hørte til torsken, der lagrede vores CO2-udledninger i havet.
Kurt Svennevig Christensen forklarer, at man i 80’erne havde en gydemasse på op mod 1 mio. tons torsk i de danske farvande. For at holde liv i 1 mio. tons torsk skal der være den nødvendige føde. Bruger vi den anerkendte »trofiske« model, kan vi regne os frem til, at 1 mio. tons torsk har brug for 10 mio. tons mindre fisk. De 10 mio. tons små fisk har brug for 100 mio. tons dyreplankton, og de 100 mio. tons plankton har brug for 1 mia. tons planteplankton. Og planteplankton, ja det har kun brug for kvælstof og CO2, så klarer Solen resten.
1 mia. tons planteplankton i levende omsætning med torsken som årsag – dét er afgørende for vores hav-natur og for Danmarks samlede CO2-udledning! Det er på tide, at forvaltningen af vores fisk og havnatur skifter til et ministerium med et bredere fokus end det, som Fiskeri-forvaltningen hidtil har kunnet præstere.
- Kig istedet for på de store floder, hvis udløb ender i Østersøen og hvor kvælstofmængden er mange gange større end de danske udledninger. Disse udledninger presses med vandet igennem vores sunde og bælter, for til sidst at ende ude i Nordsøen. Danmark gør noget, mange lande omkring Østersøen gør slet ikke noget.. udledninger fra lande som Polen, Baltikum og Rusland samt Sverige og Tyskland burde være langt mere i søgelyset.
- 1,6 millioner tons ammunition er dumpet i Danmarks nærhed, gennemrustne granater, torpedoer og krigsgasbomber lækker nu til havmiljøet. Alene i Østersøen ud for Kiel ligger 35.000 tons gammelt ammunition lige uden for stranden på 12 meter vand og forurener. Tag også eksemplet med russernes gasledninger, Nordstream 1 og 2, blev pløjet igennem store mængder sennepsgas-granater i Østersøen ved Bornholm, stik imod dansk vilje. Rørledninger der senere er blevet saboteret med store mængder TNT.
- Og hvad med de mere end 4.500 overløbsbygværker der findes spredt over hele Danmark i forbindelse med vores rensningsanlæg. De fungere i praksis som overløbsventiler i forbindelse med de meget hyppige skybrud og kraftige regnskyld vi i stigende grad oplever i Danmark. Kloakoverløbene her lader urenset spildevand løbe ud i vores vandløb og videre ud i vores kystnære havområder. Denne udledning af koncentreret organisk stof medfører både iltsvind og / eller trænger ind i gydebankerne.
- Hvad med de ødelæggende konsekvenser ved sugning af sand og grus fra de danske havbunde. Her vurderer flere, at denne sugning, i de danske farvande, ødelægger langt mere end dumpning af slam.
- Denne dumpning af havneslam og bundmateriale, der indeholder miljøfarlige stoffer som menneskeskabte tungmetaller samt store mængder kvælstof, fosfor og iltforbrugende stoffer, fører også til algevækst, hvilket igen giver øget risiko for iltsvind, uklart vand og mindre liv under havoverfladen.
- Hvad betyder stigningen i den gennemsnitlige vandtemperatur i havet ikke. En stigning der primært skyldes de klimaændringer vi oplever, netop fordi øgningen i forbruget af fossile brændstoffer, resulterer i en tiltagene drivhuseffekt. Varmere vand får fiskene til at migrere og andre fiske-arter og anden bundvegetation vil så småt finde vej til vores varmere farvande. Vi står i begyndelsen af denne periode, hvor fisk, dyr og fauna skal tilpasse sig.
- Hvad med den negative betydning af EU’s naturbeskyttelses-direktiver, der utilsigtet har fået både skarv og sæl-bestanden i Danmark til at nå så stor en koncentration, at de nu udgør en risiko for vores fisk og skaldyr og dermed risikerer at sætte vores økosystem (havet) i ubalance. Skarv æder dagligt op til 700 gram fisk dagligt, hvilket giver 16 mio. kilo småfisk til standfuglene og når man så regner med at antallet af skarv overstiger en kvart million på gennemrejse Danmark hvert år, bliver tallet bare endnu større.
- Tilsvarende har den grå– og spættede sæl der findes i Danmark også en glubende appetit, samt en uheldig spredning af paracitter, der også sætter biodiversiteten på prøve. Antallet af sæler er steget betragteligt i de sidste 10 år, hvor man nu finder sæler helt ude ved de danske olieplatforme i Nordsøen og så langt op i de danske åer, at selv lystfiskerne nu føler sig truet. En sæl spiser mellem 3 og 5 kg fisk om dagen. Men selvom dette tal giver en større mængde fisk, end danske fiskere må fange af kvotefisk i de enkelte områder, så lægger sælernes tilstedeværelse også et tryk på de forskellige fiskearter, der under gydeperioden således fortrænges fra deres vigtige yngleområder. Men de udsættes også for sælernes parasitter, der med sælens ekskrementer spredes til havbundens snegle og larver, der igen spises af små og større fisk, der således inficeres med disse paracitter, som svækker fisken og afkræfter den i en grad, så det truer deres livscyklus og dermed også hele økosystemet. Her er specielt torsken stærkt angrebet af sælens orm og paracitter.
HUSK – det er vigtigt at bemærke, at mens udskamnings-kampagner kan være effektive til at skabe bevidsthed og mobilisere offentligheden, er det endnu vigtigtere at tilstræbe en konstruktiv dialog og et samarbejde mellem alle interessenter, herunder landbruget, fiskeriet og miljøorganisationerne, for at finde bæredygtige løsninger på de miljømæssige udfordringer. Derfor bør udskamning af enkelte erhvervsgrupper ikke være vejen frem.
