Global havforskning er afhængig af åbent internationalt samarbejde. Men Donald Trumps nye korstog mod klimaforskningen truer nu et af verdens vigtigste overvågningsprogrammer – og dermed vores viden om havets tilstand. Hvis verden skal kunne håndtere konsekvenserne af et hav i hastig forandring, kræver det én ting frem for alt: viden om, hvad der faktisk foregår under overfladen.
Det skriver administrerende direktør for Havforskningsinstituttet i Norge, Nils Gunnar Kvamstø, sammen med fysisk oseanograf og forsker Kjell Arne Mork i en kronik i det norske forskningsmedie Khrono.
Ifølge de to forskere er Argo-programmet i dag verdens vigtigste værktøj til at overvåge havets helbred – og et af de mest vellykkede internationale forskningssamarbejder overhovedet. Men netop dette samarbejde er nu truet.
Godt 4000 bøjer holder øje med verdenshavene
Argo-programmet består af omkring 4.000 selvstyrende bøjer, som konstant patruljerer verdenshavene og måler temperatur, saltholdighed, tryk og iltindhold ned til 2.000 meters dybde – i nogle tilfælde helt ned til 6.000 meter. Data sendes via satellit næsten i realtid og stilles frit til rådighed for forskere verden over.
Det er denne løbende overvågning, der har gjort det muligt at dokumentere:
- hvor hurtigt havet opvarmes
- at havet har optaget omkring 90 procent af den menneskeskabte opvarmning
- at havniveauet stiger ikke kun på grund af smeltende is, men også fordi varmere vand fylder mere
- og om klimamodellerne faktisk beskriver havstrømmene korrekt
Uden Argo, skriver forskerne, ville moderne klimaforskning ganske enkelt se helt anderledes ud.
USAs præsident Donald Trump skaber usikkerhed om verdens vigtigste havprogram
Problemet er, at USA i dag finansierer omkring halvdelen af Argo-programmet. Og nu varsler Donald Trump og hans administration massive nedskæringer i klimaforskningen fra 2026.
Hvis disse gennemføres, risikerer fundamentet for den globale havovervågning at blive alvorligt svækket. For selv om Trump igen hævder, at klimaforskning er overdrevet og politisk motiveret, er konsekvenserne alt andet end politiske.
»Uden Argo mister vi vores vigtigste vindue ind i havets udvikling,« skriver Kvamstø og Mork. Det rammer også Norge – og resten af Nordatlanten – direkte. For Nordatlanten er blandt de mest sårbare områder
Den norske del af programmet, NorArgo, driver i dag 30–40 bøjer i Barentshavet, Norskehavet og Grønlandshavet – områder hvor klimaændringerne sker særlig hurtigt. Her optages ekstra meget CO₂, og havforsuringen går hurtigere end mange andre steder i verden.
Men finansieringen er skrøbelig. Det norske bidrag er kun sikret frem til 2026 og konkurrerer derefter med mange andre formål om begrænsede forskningsmidler. Samtidig kan europæiske partnere blive tvunget til at flytte deres bøjer til andre regioner, hvis USA trækker sig. Resultatet kan blive store blinde zoner i netop de farvande, der er strategisk vigtigst for Nordatlanten.
Havet er klodens livsforsikring
Forskerne minder om, hvorfor overvågningen er så afgørende:
- Havet producerer omkring halvdelen af den ilt, vi indånder
- Havet er klodens største CO₂-lager
- Havstrømmene fungerer som planetens varmeregulering
- Havet er nøglen til fremtidens bæredygtige fødevareproduktion
- Kort sagt – Når havet har det dårligt – har vi det dårligt.
Derfor bruges Argo-data dagligt af meteorologiske institutter verden over. I Europa forbedrer de langtidsvarsler og sæsonprognoser. I USA og Caribien er de afgørende for tidlig varsling af orkaner og tropiske storme.
Indtil nu er der skrevet mere end 6.000 videnskabelige artikler baseret på Argo-data.
Regningen er beskeden – konsekvenserne enorme
Hele Argo-programmet koster årligt omkring 400 millioner kroner globalt. En enkelt bøje koster mellem 300.000 og 1,5 millioner kroner og har en levetid på cirka fem år. Set i forhold til programmets betydning for klimaovervågning, sikkerhed og forvaltning af havets ressourcer er prisen beskeden.
»Det er på tide at sikre en mere stabil og forudsigelig finansiering,« skriver de norske forskere.
Når USA vender ryggen til, må andre træde frem
Trumps første præsidentperiode viste, at USA’s allierede måtte tage større ansvar for deres egen sikkerhed. Nu viser det sig, at de også må tage større ansvar for verdens vigtigste forskningsinfrastruktur. For havets udvikling lader sig ikke standse af nationale grænser – og klimaforandringer tager ikke hensyn til valgkampe.
»Vi har brug for et åbent, internationalt samarbejde om havforskning. Og ansvarlige havnationer må være villige til at betale den reelle pris,« skriver Kvamstø og Mork.
Med andre ord:
Hvis USA vælger at vende ryggen til klimavidenskaben, må resten af verden sikre, at overvågningen fortsætter. For uden viden om havet mister vi ikke bare indsigt – vi mister styringen med klodens vigtigste livssystem.
Læs også artiklen på Ocean Decade her – om projektet Arco bøjerne – Bøjer der flyder rundt i de syv verdenshave og indsamler data om vandmassernes fysiske og kemiske tilstande. Det er data, som kan bruges til at forstå havstrømmenes cirkulation, hvordan strømmene mikser sig med hinanden, oceanernes opvarmning og iskappernes bidrag til havniveaustigninger. Det er kritiske data for, at forskere kan komme med forudsigelser om både vejret i morgen og fremtidens klimascenarier.
