I denne nærmest klassiske kamp mellem land og by, har storbyens rød / grønne akademikere og venstrefløjs-politikere taget et afgørende stik overfor de hårdtarbejdende fiskere og fiskerihavnene i VandkantsDanmark.
Det sker med vedtagelsen af »En ny kurs for dansk fiskeri« hvor fiskerne har ønsket klarhed og støtte til mere bæredygtigt fiskeri, men i stedet har politikerne valgt et omfattende trawlforbud i store områder som Bælthavet og Kattegat. Det begrænser de steder, hvor fiskerne traditionelt har haft gode fangster, og rammer både små og mellemstore fiskerihavne og deres familier hårdt.
Det er selvfølgeligt ønsket om at beskytte havbunden, men med trawlforbuddet praktiseres det som et aggressivt greb mod trawlerne frem for at se på større trusler som kemikalieforurening. (Tænketanken HAVs analyse) Fiskerne bliver sat til at betale prisen, mens de egentlige miljøsyndere slipper åbenlyst helt fri.
Selvom CO2-afgiften bliver suspenderet til 2029, er trawlforbuddet det ikke, trods stærk modstand fra fiskerne. Senest med direktør Kenn Skau Fischer DFPOs indlæg »Vi skal have en balanceret løsning i Bælthavet«. Men det lader til, at politikerne prioriterer symbolpolitik frem for reel respekt for fiskernes erhverv og kultur.
Aftalen er iøvrigt forhandlet uden reel involvering fra fiskernes side i beslutningerne. Initiativerne på mere end 800 mio. kr. lander som ›top‑down-løsninger‹, truffet politisk og administrativt uden reel inddragelse af fiskerne og helt uden afstemning med de, der kender havet bedre og dem der også lever af det.
Udkanten tabte åbenlyst til den kreative klasse
De kulturradikale urbanister har sammen med politikerne til venstre i Folketingssalen, med »Novo’s pille-fornuft« og økonomi, kunne tillade sig at skrotte store dele af dansk fødevareerhverv, fiskeriet (trawlfiskeriet). Bare med et enkelt pennestrøg. Ovenikøbet fulgt med en klar forhåbning fra NGO’ernes side om, at udbrede hele dette trawlforbud til resten af de danske farvande.
Så håbet i fiskeriet er ikke lysegrønt længere, men nok snarre helt mørkerødt, for en sådan beslutning vil de facto betyde, at man risikere at lukke næsten hele dansk trawl-fiskeri, der i dag for ca. 80 til 90 procent vedkommende lander de samlede danske fangster af fisk (tons).
Upåagtet, at netop denne fiskerimetode igennem tiderne har tilpasset sig netop denne »klasse af kreative akademikere’s« og embedsfolk samt politikeres luner. Der med restriktioner og love samt forordninger i læssevis, har gjort fiskerenes liv, omend ikke umuligt så dog nærmest utåleligt. Og alligevel er takken i dag et politisk motiveret trawl-forbud, der reelt trækker tæppet væk under hele det erhverv, der gennem årtier har leveret både fødevarer, arbejdspladser og maritim identitet til Danmark.
Drømmen om et enkelt og frit fiskeliv er i dag overskygget af et omfattende bureaukrati: Elektroniske logbøger, AIS-overvågning, kameraer, hyppige kontrolbesøg og risiko for straksbøder, samtidig med kvote- og artsbegrænsninger, redskabs- og områdebegrænsninger. Den daglige kamp mod regler og overvågning gør hverdagen svær og drømmen om fiskekutteren fjern.
Når CO2-afgiften er fuldt indført i 2030, og trawlforbuddet med stor sandsynlighed også er udbredt til hele landet, (med mindre vi får et politisk systemskifte i Danmark), vil mange danske fiskerihavne opleve fraflytning og nedgang. Det vil føre til en stille opløsning og lukning af de lokalsamfund, vi kender i dag. De levende fiskerihavne, fyldt med maritim atmosfære og nærvær, risikerer at forsvinde for altid, alt sammen fordi »akademikernes fornuft« får lov til at råde og bestemme. Det er et globalt fænomen, hvor alle strømmer mod storbyen, og i Danmark forværres det yderligere af strukturreformer og aftaler, som har knust det nære fællesskab og efterladt store dele af landet affolket. Fuldstændigt ligesom fiskene i vandet kæmper disse lokalsamfund også for deres overlevelse.
Så udtrykket Vandkant- og UdkantsDanmark er et begreb, der har en tendens til at lugte langt væk af snarlig død.
Man overlever på trods og med en vilje, men nogle havne er desværre allerede mere eller mindre lagt øde. Uanset udfordringerne er der fortsat livskraft og mod på at kæmpe videre. Reglerne er hårde, men det er viljen til at bevare fiskeriet og fællesskabet også i disse havne.
Fiskeriets fremtid kan sikres gennem en ny dialog mellem by og land. En dialog, der sætter fiskernes stemmer i centrum og anerkender deres viden og erfaring. Ved at fokusere på bæredygtighed og innovation kan vi skabe et fiskeri, der både beskytter havmiljøet, sikrer fødevaresikkerhed og forsyningssikkerhed, og samtidig bevarer levebrødet for kommende generationer
Det kræver mod at ændre kurs og lytte til hinanden, men sammen kan vi bevare det blå Danmark og sikre, at fiskerihavnene forbliver levende hjerter i vores fælles kultur og økonomi. Fremtiden tilhører dem, der kæmper for den og fiskerne kæmper videre.
