Fælles kontrolaktion fra NaturErhvervstyrelsen og Fødevarestyrelsen har afsløret ulovligt salg og transport af fisk til restaurant i Nordjylland.
En fælles kontrolaktion den 16. marts 2012 endte med, at ejeren af en restaurant i Nordjylland kan se frem til en politianmeldelse. Restauranten har ulovligt købt fisk fra et fiskefartøj, der ikke er godkendt til salg til virksomheder, og transporteret fisk uden gyldigt transportdokument.
Ved samme lejlighed fandt kontrollørerne tromler med i alt 500 liter saltet fisk, som var stærkt fordærvet og uegnet til menneskeføde. Fisken blev derfor overhældt med destruktionsfarve og vil senere blive destrueret.
Ejeren af restauranten havde ikke kvittering på fisken og kunne ikke oplyse, fra hvilke fartøjer fisken kom.
Kontrollen var opfølgning på en tidligere kontrol gennemført i februar.
Ingen tilladelse til salg og transport
Den 2. februar 2012 stoppede politiet på anmodning fra fiskerikontrollører fra Fiskeriinspektorat Vest en varebil, som fra et fiskefartøj på havnen i Hirtshals havde modtaget syv kasser fisk.
Det viste sig, at varebilen var uegnet til transport af fersk fisk, og at fisken ikke var iset. Derudover havde chaufføren ikke de påkrævede transportdokumenter med og kunne ikke fremskaffe dem. Han oplyste, at fiskene skulle transporteres til en restaurant i Brovst.
Det fiskefartøj, som fisken var købt af, er ikke godkendt til salg til virksomheder. Derfor blev de 278 kg fisk, som chaufføren transporterede, tilbageholdt af fiskerikontrollørerne og returneret til fiskefartøjet i Hirtshals.
Flere kontrolbesøg
Ud over politianmeldelsen kan den nordjyske restaurant i nær fremtid vente flere kontrolbesøg fra både Fødevarestyrelsens fødevarekontrol og NaturErhvervstyrelsens fiskerikontrol.
Ejeren af det fartøj, der solgte fisken den 2. februar, kan desuden forvente en politianmeldelse for at sælge fisk til en virksomhed uden at være godkendt til det og for den manglende isning af fisken.