Det konstaterer DR.dk efter et interview med førende forskere ved DTU Aqua, som direkte adspurgt fortæller, »Iltsvind, orm og sult plager torskene i den østlige Østersø,« og situationen er nu kommet så vidt, at nogle forskere sætter ekstra streg under, for de mener ikke vi kan nå at redde torsken – toget er kørt for torsken i den østlige Østersø.
Men hvordan er det kommet så vidt med så mange udsultede, underudviklede og alt for få torsk tilbage i dette tidligere så attraktive fiskeområde for mange Bornholmske fiskere.
Artiklen i DR.dk kommer ind på nogle af årsagerne. Blandt andet årsager, som fiskerne i årtier selv har peget på, som værende de største syndere med en alt for dårlig vandkvalitet, forstærket af udledning af store mængder kvælstof fra landbruget samt ikke mindst byernes og industriernes udledning af voldsomme mængder forurenet spildevand. Forurening der forstærker iltsvindet i store dele af Østersøen, som de sidste mange år, ikke har haft tilstrækkelig vandudskiftning, til selv at kunne klare problemerne.
Men største årsag til torskens ringe tilstand, skal tilskrives mængden af sæler, som eksplosivt har udviklet sig i den forkerte retning i de sidste årtier og tilført en nærmest eksplosiv øgning af sæl- og lever-orm (Contracaecum osculatum). Orm der specielt har givet torsken fysiologiske mén af disse infektioner, med en stærk sammenhæng med nedsat ernæringstilstand samt en stadig stigende infektionsgrad.
Parasitter der ikke kun påvirker den enkelte torsk, men også påvirker bestanden som helhed. Hvilket betyder svækket torsk, der lider af svær leversygdom, der både udsulter og afkræfter dem over tid. En infektion med parasitter spiller derfor en yderst vigtig og central rolle i torskens forringede sundhedstilstand, som specielt den østlige Østersø-torsk oplever netop nu.
Sælerne er hoved-problemet
For snart fem år siden advarede professor Kurt Buchmann fra institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab ved Københavns universitet, at parasitorme fra sæler var i en bekymrende vækst. Du kan læse artiklen fra videnskab.dk her.
I artiklen kom Kurt Burchmann ind på, at sæler alene bærer adskillige orme i deres indre. En Grå-sæl kan i dens mavesæk indeholde op til tusinde orm. Varierende med mange forskellige spole-orm, der slipper parasit-æg ud i havmiljøet med sælens afføring, som derved spredes videre som larver, der spises af små krebsdyr, der igen ender som føde i blandt andet torskens mave. Derefter tager disse ormelarver ophold i torskens lever og venter derefter på, at en sæl æder den. Ved mødet med sælens varme mavesaft (pepsin og saltsyre) aktiveres ormen og udvikler sig til det voksne stadium, hvorefter livscyklussen kan gentages. Et nærmest selvforstærkende problem, som nu syntes at være det altafgørende problem i den østlige Østersø.
Det beskrives også i nyere forskning, med blandt andet en Ph.d. afhandling fra DTU i januar 2021, hvor problemet med sæl- og lever-orm (Contracaecum osculatum) beskriver den østlige Østersøtorsk’s tilstand med en øget infektion af parasitter. Det betyder at torskens vækst, rekruttering (fekunditet og gydning) og naturlig dødelighed påvirkes af dens ernæringstilstand. En tilstand der negativt vil påvirke torskens bestands-produktivitet henover tid.
Så det altoverskyggende problem her i Østersøen, er sælerne. Så forskernes gode ideer om at frede større områder i Østersøen, så torsken kan leve uforstyrret, ved at forbyde trawl og lystfiskeriet, er et kæmpe fejlskud. Denne forslåede ydre regulering, syntes at være den mindste faktor i denne kabale, hvor sæl-parasitter, forurening og iltsvind, i en prioriteret rækkefølge, absolut er de største problemer der først bør tages fat om.
Tag nu fat om rodets onde
I alt for mange år har man gået rundt om problemet, som den varme grød, istedet for at gribe ind, dér hvor problemer er størst – nemlig sæl-populationen. Og dens helt klare negative påvirkning af fiskene og livet i den østlige Østersø, hvor det navnligt er torsken der lider. En regulering af sæl-bestanden med optil 90 procent her burde være løsningen. For igennem mange år, har en voksende sæl-bestand vendt sig fra at være en truet art, til nu istedet at være en direkte trussel mod biodiversiteten og mangfoldigheden i havet, som skævvrides af en unaturlig og voldsom vækst af de parasit-spredende sæler.
Flere har da også igennem årene betegnet vores fredning af sælerne, som værende både utilstrækkelig men også uanstændig. Forstået på den måde, at man har glemt at sætte mål for hvor stor sæl-bestanden burde være i forskellige områder. En uhæmmet vækst af én dyreart, har aldrig været tilsigtet, og bør nu istedet omgøres til, at sælerne reguleres i henhold til en årlig kvote. Her kan professionelle jægere skyder dem, og bruge kødet og skindet, istedet for at vente på at sæl-bestanden med jævne mellemrum rammes af epidemier, hvor dyrene i hobetal får lov at lide en smertefuld dø, og efterfølgende ligge og rådne op.
Men det kræver en beslutsomhed fra vores politikeres side, hvilket det desværre har skortet på siden de første gang fik forelagt problemet omkring sælerne. Problemet er nok snarere, at sælerne som hvalerne, nærmest er hellige dyr i vores kultur. De er både nuttede, søde og kære samt helt uimodståelige. Men det kan ikke være mere fjernt fra virkeligheden, for de opleves istedet som havets rovdyr nummer et, hvor de sønderflænser og skambider levende fisk i vandet og ved fiskernes garn. Her napper de kun de bedste dele fra fiskene i nettet og efterlader de halv-levende og sprællende fiske-kroppe til fiskerne, der således kun kan ilandbringe fisken til destruktion. Iøvrigt helt uden kompensation eller erstatning for tabt arbejde og indsats, til følge.
»If you can´t beat them – eat them!« – her en lille sæl-opskrift til dig, foreslået af Sermitsiaq.ag Bon appétit !
