80 år efter Anden Verdenskrig ligger en alvorlig miljøtrussel stadig på havbunden i Østersøen. Millioner tons ammunition og krigsmateriel er efterladt – og noget af det er nu begyndt at lække giftige stoffer.
Tyskland er nu gået i gang med oprydningen. Danmark nøjes stadig med at kigge på.
En tikkende bombe – også i danske farvande
Forskere har fundet rester af sprængstoffer som TNT i havdyr. Stofferne er kræftfremkaldende, og selv om niveauerne endnu ikke vurderes farlige for mennesker, er retningen klar: Forureningen er i gang.
Problemet er velkendt. Metallet i bomber og granater ruster, og når skallerne bryder sammen, frigives giftige kemikalier direkte i havet. Samtidig ligger der store mængder brændstof i sunkne skibe.
Østersøen er et lukket system, hvor forurening ophobes. Det gælder ikke kun ud for Tyskland – det gælder i høj grad også Danmark.
Lillebælt og Bornholm: Danmarks egne hotspots
Danmark har flere alvorligt belastede områder:
- Lillebælt, hvor der er dumpet kemiske våben som sennepsgas
- Bornholmsbassinet, et af Østersøens største dumpningsområder
- Farvandet syd for Lolland-Falster og Langeland, med store mængder ammunition
Her ligger både kemiske våben og konventionel ammunition – i mange tilfælde tæt på kyst og fiskeriområder.
Der er dokumenteret lækager. Men der er ikke ryddet op.
Tyskland handler mens Danmark tøver
Mens Danmark fortsat primært overvåger og kortlægger, har Tyskland taget det første reelle skridt.
Der er afsat omkring 100 millioner euro til oprydning, og i Lübeck-bugten er et pilotprojekt allerede i gang. Her fjernes ammunition fra havbunden ved hjælp af specialbyggede platforme, undervandsrobotter og avanceret teknologi.
Samtidig måler forskere effekten bagefter. Virker det – eller gør det ikke?
Det er en aktiv tilgang: Man rydder op og lærer undervejs.
Den danske stil: Vi måler – mens det lækker
I Danmark er strategien en anden:
- Vi overvåger
- Vi forsker
- Vi kortlægger
- Men vi fjerner ikke i nævneværdig grad.
Det efterlader et åbenlyst spørgsmål: Hvor længe har vi tænkt os at måle problemet, før vi gør noget ved det?
Et problem for fiskeri og fødevarer
For fiskeriet er problemstillingen langt fra teoretisk:
- Giftstoffer er allerede fundet i havdyr
- Redskaber risikerer at få ammunition med op
- Fiskeri foregår i områder med kendt forurening
Det er ikke bare et miljøproblem – det er også et erhvervs- og fødevarespørgsmål.
Vi kender problemet – men handler ikke
Det mest bekymrende er ikke, at problemet findes. Det har været kendt i årtier. Det bekymrende er, at Danmark fortsat ikke har en reel plan for oprydning.
Imens er udviklingen i gang:
- Metallet ruster
- Kemikalierne siver ud
- Forureningen spreder sig
- En politisk blind vinkel
Tyskland har erkendt, at problemet ikke kan vente. I Danmark virker det stadig som om, man håber, at det kan. Men havet glemmer ikke. Og rust stopper ikke.
Den gamle krigs arv er ikke historie. Den ligger stadig på bunden af Østersøen – også i danske farvande. Forskellen er blot, at mens vores naboer er begyndt at rydde op, står vi stadig på kajen og måler på problemet.
Spørgsmålet er ikke, om det bliver nødvendigt at handle – Spørgsmålet er, hvor længe vi har råd til at lade være.
