Selv om mange fabrikker holder sommerferie, fiskes der sild i den nordlige Nordsø. Priserne ligger over 5 kr./kg.
Enkelte danske fartøjer fisker, sammen med en række store norske fartøjer, efter sild i den nordlige del af Nordsøen.
I en tid hvor det meste af Danmark ligger underdrejet grundet sommerferie, sejler fartøjerne til udenlandske havne for at levere fangsterne af ferske, kølede sild.
Fartøjerne har de seneste to uger leveret ved en række fabriksanlæg i Norge, på De Britiske Øer og i Tyskland.
Gennemsnitsstørrelsen på de fangede fisk ligger i øjeblikket på 200-225 gram. Prisen på 5,30 – 5,50 dkr/kg, vidner om en god efterspørgsel efter den fede sommersild.
Nordsøsilden fanges enten i not eller trawl og nedkøles straks til under 0 graders C. På de landbaserede fabrikker fryses eller fileteres silden. Sildefilet bruges overvejende til marineret filet eller konserves.
FiskerForum.com