De to brødre fra Rødvig Havn ved Stevns, har en klippefast tro på dansk fiskeri og dets fremtid. De har netop i fællesskab købt stål-trawleren S 523 Elga Bess i Strandby, gennem West-Ship i Hanstholm.
Brødrene var i forbindelse med brislingefiskeriet i Kattegat, taget indenom Strandby Havn for ved selvsyn at besigtige Elga Bess, der havde ligget uvirksomt hen, nedenfor Strandby Værft, siden sidste år.
Mægler Thorkild Grøn fra West-Ship tog turen til Strandby og viste den 17 meter lange trawler frem og enden blev da også til et par faste håndtryk og en underskrift, hvorefter de to brødre nu sammen kan drive fiskeri fra den kun 14 år gamle Vestværft Trawler.
Det er femte generation af Rødvig fiskere, der således har investeret i en fælles fiske fremtid og hvor de hver især med deres trækuttere ND 77 Anne Mette som fiskeskipper Kristian Olsen på 44 år sejler og ND 141 Stella Nova som sejles af broderen Lars Olsen på 34 år, nu fremover slå det hele sammen, så fiskelivet, ikke som i dag, kommer til at fylde hele livet. Planen er på sigt at dele arbejdstiden om bord og skifte, så en kan holde fri når den anden fisker.
Fiskerilærlinge om bord
Ligeledes drømmer Kristian Olsen, som tidligere har undervist på Fiskeriskolen i Thyborøn, om at få et par fiskerilærlinge med om bord, så erhvervet på den måde kan blive videreført, på samme gode måde, som begge brødre selv er blevet oplært i trawlfiskeriet. ”Vi har ellers en fornuftig aldersmæssig fordeling ved havnen i Rødvig, og der har været flere yngre fiskere, som har erhvervet sig fartøjer den sidste tid, men det skader selvfølgelig aldrig at få nogle flere hænder i gang,” fortæller fiskeskipperen fra Rødvig til FiskerForum.
På spørgsmålet om Dansk fiskeri og fremtiden, er skipper Kristian Olsen næsten lige så optimistisk som skibsmægler Thorkil Grøn, der ligefrem taler om en gryende optimisme i Fiskerierhvervet.
Optimisme i fiskerierhvervet
En udtalelse der faldt da FiskerForum, fangede ham på en mobiltelefon, omkring skibshandlen. ”Erfaringsmæssigt svinger fiskepriserne gennem årene, og som hovedregel har de næsten altid fulgt konjekturerne i industrien,” fortæller Thorkil Grøn, ”der er dog den forskel, at når krisen rammer industrien, slår krisen først igennem i fiskeriet, et år eller to efter. Nu har industriens omsætning og handel været stigende det sidste års tid, så forventningerne om bedre priser og bedre tider for fiskeriet er på vej,” lyder det opmuntrende fra den erfarne skibsmægler.
Der er to brødre i Rødvig, der deler mæglerens lyse syn på fremtiden. For Lars Olsens vedkommende, selvfølgeligt snublende nært, for i næste uge er hans kone sat til at føde tvillinger, noget som har fået broderen Kristian Olsen, til at trække på smilebåndet, for nu står han pludselig med tre både og et fiskeri der skal holdes i gang, i stedet for det oprindeligt planlagte – èn båd og en deling om opgaverne. ”Men,” som det kommer skælmsk fra Kristian, ”det bliver hverdag igen, så må Lars jo bare indhente det forsømte.”
Lars går fortiden på havnen i Rødvig og er ved at klargøre og male S 523 Elga Bess, så planen om at starte hummerfiskeriet op til sommer kommer til at holde stik.
FiskerForum.com