CO2-afgift presser tempoet i den grønne omstilling – nu skal Power-to-X ud af pilotfasen og levere til fiskeri og skibsfart
Danmark har netop indviet verdens største Power-to-X-anlæg i Kassø, men virkeligheden er, at produktionen af grønt brændstof stadig kun kan holde ét enkelt Mærsk-skib sejlende. Og det på trods af, at hele sektoren – ikke mindst det havgående fiskeri – står over for en historisk opgave: At skifte fra fossilt brændstof til klimaneutrale løsninger.
Med den kommende globale CO2-afgift i skibsfarten på 100 USD pr. tons CO2, der træder i kraft i 2027 og ja du læste rigtigt – der er belæg for påstanden om, at en global CO2-afgift på 100 USD pr. tons er på vej i skibsfarten. Den Internationale Søfartsorganisation (IMO) under FN, godkendte i april måned 2025 et udkast til en global CO2-prisordning for skibsfarten. Denne ordning indebærer en afgift på mindst 100 USD pr. tons CO2 for skibe, der overskrider fastsatte emissionsgrænser. Ordningen, der forventes formelt vedtaget i oktober 2025, træder i kraft i 2027. Derfor skal tempoet nu sættes markant op. Men uden markant politisk og økonomisk handling risikerer vi at stå med skønne grønne ambitioner – men uden brændstof.
Grøn brændstof-produktion er stadig på demonstrations-stadiet
E-metanol – det brændstof, som store rederier som Mærsk og producenter som European Energy satser på – kræver enorme mængder strøm fra vind og sol. Først skal vand spaltes til brint gennem elektrolyse, og derefter skal denne brint kobles med CO2 (enten fanget fra atmosfæren eller industrielle kilder) og omdannes til metanol. Det er teknologisk muligt – men indtil nu kun i en meget begrænset skala og mængde.
Det nye anlæg i Kassø leverer 42.000 tons e-metanol om året. Det svarer til brændstofforbruget for ét stort containerskib. Men alene Mærsk har over 700 skibe – og fiskerflåden, færger, fragtskibe og øvrig maritim trafik mangler også stadig løsninger.
Fiskeriet må ikke blive efterladt
Mens rederierne investerer i nye metanoldrevne skibe, står fiskeriet og mange mindre aktører tilbage med usikkerhed. Hvor skal deres grønne brændstof komme fra? Og hvem skal betale merprisen?
Fiskeriet bliver i stigende grad presset fra flere sider – havvindprojekter, miljøreguleringer og nu også CO2-afgifter. Men hvis man vil have en grøn, selvforsynende flåde – også i det kystnære fiskeri – skal der være adgang til realistiske grønne alternativer.
Derfor haster det med handling på tre fronter:
- Økonomisk sikkerhed for producenterne: Der er brug for statslige støtteordninger og grønne investeringspuljer, der kan mindske risikoen for dem, der skal etablere anlæggene.
- Accelereret myndighedsbehandling: Tilladelser og godkendelser til Power-to-X-projekter skal hurtigere igennem systemet – uden at gå på kompromis med miljøhensyn.
- En strategi for skaleret grøn brændstofforsyning til hele det maritime Danmark: Der skal laves en klar plan for, hvordan fiskeriet og mindre skibstrafik kan få adgang til fremtidens brændstof, til konkurrencedygtige priser.
Vi kan blive grønne frontløbere – eller afhængige importører
Hvis ikke Danmark handler nu, risikerer vi at udskifte olieafhængigheden med import af grønt brændstof fra udlandet. Det vil være både klimamæssigt og sikkerhedspolitisk risikabelt.
Danmark har potentialet til at gå forrest, men det kræver, at produktionen af brint og grøn metanol ikke bliver en teknologisk parentes, men en reel energipolitisk prioritet.
Skibene er bestilt – CO2-afgiften er vedtaget – Men uden brændstof kommer vi ingen vegne – hverken i skibsfarten eller i fiskeriet.
- Læs artiklen »Åbning af Kassø er historisk milepæl for grønne PtX-brændstoffer«
- Læs debatindlægget af Gitte Lillelund Bech »Skal grøn skibsfart blive til noget, kræver det politisk handling på tre områder«
- Læs artiklen »Danmark fører an, når fly og skibe skal svine mindre. Verdens største anlæg indvies i dag«




















