2020 kom desværre ikke så flyvende fra start som håbet, hvad angår tilførelsen af råvaremængderne til FF Skagen.
Dårligt vejr og udeblevet sildeafskær samt en øget fokus på artssammensætning, var allesammen faktorer der var med til at give et af de dårligste første kvartaler ved FF Skagen i rigtig lang tid.
»Ud fra en råvaremæssig betragtning er FF-Skagen kommet dårligt fra start i år. Man skal tænke mange år tilbage for at komme i tanke om så dårlig en start mængdemæssigt, både hvad angår protein-fisk og afskær,« siger Fish Supply Director i FF Skagen, John B. Christensen.
Vejret har også været rigtig dårligt, så det har givet udfordringer for fiskerne selv i Østersøen, der normalvis ellers kan fiskes i næsten al slags vejr. Mht. manglende sildeafskær, har det kommende Brexit-scenarie formentligt også indirekte haft en finger med i spillet.
»FF-Skagen har en formodning om, at fiskerne har »skyndt« sig ud for at fange makreller. For makrellen er jo en meget værdifuld fisk for fiskerne, så dette fiskeri har de helt sikkert prioriteret højt,« forklarer John B. Christensen.
Som en konsekvens af dette er sildefiskeriet blevet rykket en smule, fortæller John B. Christensen, der imidlertidig håber på, at det »mistede« kan hentes hjem igen.
»Derudover har et øget fokus på den korrekte artssammensætning gjort fiskernes rejser på havet længere,« siger John B. Christensen.
»Råvaremæssigt er vi kommet dårligt fra start, og jeg kan kun håbe på, at vi kan indhente det mistede senere på året,« siger Fish Supply Director John B. Christensen.